23948sdkhjf

Partnerskabsaftaler er vejen frem i Midt- og Vestjylland

I forbindelse med Finanslov 2013 har Regeringen indgået aftale med Enhedslisten og introduceret et nyt princip vedrørende uddannelsesklausuler ved offentlige byggerier.

Offentlige udbydere, herunder kommuner, skal i fremtiden bruge uddannelsesklausuler, medmindre kommunen vælger en anden løsning, der kan sidestiles hermed. En anden løsning er en partnerskabsaftale mellem kommunen, lokale erhvervsskoler og Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland vil meget gerne indgå partnerskabsaftaler med de lokale kommuner i Midt- og Vestjylland. Vi vil med partnerskabsaftalerne med de lokale midt- og vestjyske kommuner, meget gerne etablere et samarbejde, der skal bidrage til, at flere af de unge fra kommunerne, der påbegynder en uddannelse inden for byggefagene, finder en praktikplads hos en lokal håndværksmester eller lokalt byggefirma i de pågældende kommuner.

De lokale kommuner har ansvaret for at forberede de unge til uddannelsessystemet og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i kommunerne har vejledningsforpligtelsen over for de unge.

Lokale erhvervsskoler/tekniske skoler har opgaven med at tilrettelægge en uddannelse, der fastholder de unge i erhvervsuddannelse.

Endelig har Dansk Byggeris medlemmer opgaven med at stille praktikpladser til rådighed, så de unge kan gennemføre uddannelsen.

Vi er dermed medvirkende til at sikre kvalificerede medarbejdere, som der bliver meget hårdt brug for i de kommende år i Midt- og Vestjylland.

Partnerskabsaftaler bygger på frivillighed og opfordrer blandt andet virksomhederne til at indgå uddannelsesaftaler med elever og lærlinge.

I forbindelse med en partnerskabsaftale indenfor bygge & anlæg i blandt andet Midt- og Vestjylland, er der tale om samarbejde mellem Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland og de lokale kommuner, både skoleforvaltning, jobcenter og UU-vejledning, samt den lokale erhvervsskole/tekniske skole.

Det samlede partnerskab kommer således hele vejen rundt om den unge og medfører et fælles ansvar for at sikre praktikpladser inden for bygge & anlæg hos Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.

Formålet med indgåelse af partnerskabsaftaler kan blandt andet være at indgå samarbejde på følgende tre hovedområder:

1) Praktikpladssamarbejde om praktikpladser til flest mulige unge fra de pågældende midt- og vestjyske kommuner, på de lokale erhvervsskoler, som udbyder grundforløb, der kan føre til en uddannelse indenfor områder, som Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland repræsenterer.

2) Samarbejde der kan styrke jobmuligheder i Dansk Byggeris medlemsvirksomheder for eventuelt unge ledige svende, der er interesserede i at arbejde indenfor bygge- og anlægsområdet og som eventuelt har været ledige i en periode efter endt uddannelse.

3) Øget fokus på de faglige uddannelser i folkeskolerne i de midt- og vestjyske kommuner.

Med frivillige partnerskabsaftaler får vi fat i hele byggeaktiviteten i kommunerne, - både den offentlige og den private, - og virksomhederne får mulighed for at placere deres lærlinge på de arbejdsopgaver, hvor det giver mening for de unge.

Det er ganske enkelt mere bæredygtigt end eventuelle krav om uddannelsesklausul på eksempelvis ét "kvalificeret/brugbart" byggeri hvert andet eller fjerde år i én af de midt- og vestjyske kommuner.

Jeg oplever, at kommuner i Midt- og Vestjylland har et helt naturligt ønske om at skaffe praktikpladser til kommunens egne unge, og det føler jeg er ganske naturligt.

Det er endnu én af de store fordele ved partnerskabsaftaler om erhvervsuddannelser, som er et godt og positivt samarbejde, der presser værdien og dermed brugbarheden af uddannelsesklausuler i baggrunden.

Fra Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland har vi den helt klare holdning, at det er meget positivt, at de lokale midt- og vestjyske kommuner vælger at indgå partnerskabsaftaler.

Vi føler derfor også, at partnerskabsaftaler er vejen frem i Midt- og Vestjylland, for blandt andet de mange dygtige og målbevidste unge, som har et stort ønske om at finde en lære- og praktikplads inden for byggefagene hos Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089