23948sdkhjf

København udskyder anlæg for 800 millioner

Anlægsbudget barberet til 3,6 mia. kroner, men der er fortsat mange nye job i Københavns budget for 2013
Københavns Kommune må udskyde anlægsopgaver for 800 mio. kroner for at overholde anlægsloftet, der er en del af økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).

Det bringer anlægsbudgettet ned på 3,6 mia. kroner.

Det får dog ikke overborgmester Frank Jensen (S) til at beklage sig. Han mener, at København som landets hovedstad har en særlig forpligtelse til at bidrage til, at kommunerne under ét holder økonomiaftalen.

- Vi vil gerne bygge mere, men der er faktisk også grænser for hvor meget, vi kan nå at få igennem, og jeg tror, mange borgere er enige med os i, at det er bedre at færdiggøre noget af det, der allerede er i gang, inden vi påbegynder nye projekter, siger overborgmesteren.

Han understreger, at en række projekter ikke kan udskydes. Det handler blandt andet om nye daginstitutioner og investeringer i byens skoler - investeringer som er nødvendige for at overholde pasningsgarantien henholdsvis undervisningspligten. Desuden fortsættes anlægsprojekter, som allerede er sat i gang, og hvor det vil få økonomiske konsekvenser for kommunen, hvis projekterne udskydes. Endelig gennemføres de anlægsprojekter, hvor der er indarbejdet en effektiviseringsgevinst på driften.

Klar med kort frist

Frank Jensen oplyser, at de kommunale forvaltninger nu kigger på de enkelte forslag i det oprindelige budgetforslag for at se, hvilke projekter, der ud fra de nævnte præmisser kan tåle en udskydelse til 2014.

Overborgmesteren og i øvrigt også socialborgmester Mikkel Warming (EL) lover begge, at skulle det efterfølgende forløb med KL føre til ændringer i anlægsniveauet, så kan kommunen med kort frist igangsætte nogle af de parkerede projekter.

4.000 nye private job

På trods af udskydelsen af projekter for 800 mio. kroner, er der fortsat tale om massive investeringer og renoveringer, som samlet set forventes at give godt 4.000 nye private job i 2013.

Kommunen tager med 2013-budgettet hul på en klimaplan til i alt 300 mio. kroner, som er et skridt frem mod at blive CO2-neutral hovedstad.

Det skal blandt andet ske ved at energirenovere bygninger i stor skala og ved udskiftning af forældet gadebelysning med ny energirigtig belysning. Samtidig anvendes godt 40 mio. kroner til skybrudsprojekter, blandt andet i Skt. Kjelds kvarteret, ved Ladegårdsåen og Harrestrup Å.

Flere almene boliger

I budgettet lægges der op til at fastholde, at 20 procent af boligerne i byen er almene. Det forudsætter, at der bygges 9.000 almene boliger frem til 2025. I 2013 afsættes 140 mio. kroner til medfinansiering af 725 nye almene boliger, hvoraf de 145 er ungdomsboliuger. Disse byggerier alene vil give knap 1.700 nye job.

Med budgettet fortsættes helhedsrenoveringen af en række københavnske folkeskoler. Der afsættes 240 mio. kroner til renovering og genopretning af seks skoler, og dermed har kommunen anvendt mere end 1,6 mia. kroner på de omfattende skolerenoveringer siden 2007.

Cyklisterne begunstiges med en særlig Cykelpakke på næsten 100 mio. kroner med nye cykelstier, cykelparkering og penge til drift og vedligeholdelse, mens der iværksættes et projekt på Amagerbrogade med fokus på bedre forhold for fodgængere, cyklister og kollektiv trafik.

Endelig er der fundet penge til nye idrætsfaciliteter i form af køb og ombygning af Club Danmark Hallen i Valby og flytning af skøjtehallen fra Ryparken til Ørestad.

Der lægges op til uændret skatteprocent, grundskyld og dækningsafgift for erhvervslivet. Bag forliget står Socialdemokraterne, SF, radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094