23948sdkhjf

Præsidentvalget i USA kan udskyde AB 92-revision

Den debat om en AB-revision, som nu er i gang, fortjener ikke, at der udlægges røgslør, mener dagens debattør
Lad det være sagt med det samme. Overskriften til denne artikel har næppe noget på sig! Men det er en god overskrift. Den slører måske sagens rette sammenhæng en anelse, men den fænger og er svær at afvise 100 procent.

Med dagens globale påvirkninger skal man jo heller aldrig sige aldrig. Muligvis er det derfor også klogere blot forsigtigt at holde sig til, at udfaldet af valget i USA ikke umiddelbart synes af større relevans for spørgsmålet om en revision af byggeriets "grundlov", AB 92. En konstatering, der må give en vis ro i den diskussion om en AB-revision, som nu er blusset op, efter at DI for nylig satte temaet på dagsordenen.

For at gøre sagen mere håndgribelig var DI tilmed så "frimodig" at fremlægge et ret gennemarbejdet forslag til en ny "AB 12" – et diskussionsoplæg der blev omtalt her i bladet den 25. januar. MT Højgaard har siddet med ved bordet ved udarbejdelsen af DI"s forslag og bakker fuldt ud op om oplægget. Hidtil synes reaktionerne på initiativet dog mest at have fremkaldt noget der ligner "stødt forfængelighed" hos Dansk Byggeri. Om end meldingerne herfra er tvetydige, ser man tilsyneladende ikke med kærlighed på iværksættelsen af en regulær revisions-proces.

Tid til et AB-tjek

Det er ikke nødvendigvis en grundliggende omkalfatring af AB-systemet der efterlyses. Det må selvsagt vurderes nærmere, men det er ubestrideligt, at der i dag er behov for justeringer.

Det gælder ikke kun mere selvfølgelige "jura-tekniske" tilpasninger – f.eks. i relation til produktansvar – men også for at lukke hullet mellem AB 92 og totalentreprisereglerne i ABT 93, så visse blandede arbejds- og projekteringsopdrag bedre kan favnes, for at afgrænse AB-området i forhold til forbrugerforhold, for at sikre at arbejdsgarantien bedre afspejler risikoen under garantiens løbetid, for at øge fokus på færre mangler og en hurtigere afhjælpning, osv. Der vindes nemlig intet ved stædigt at opretholde en alt for afventende og bagstræberisk attitude. Interessen for at se AB 92 efter i sømmene er ikke længere udtryk for fjernt intellektuelt tankespind. Spillet er allerede i gang – og over en bred front. Det afsløres tillige af de mange AB-orienterede initiativer, som det sidste års tid er taget blandt andet af Københavns Universitet. Og flere er på trapperne. Spørgsmålet er derfor, hvor længe man i blind bekvemmelighed fortsat kan sidde på sine hænder, uden at der er fare for, at de visner!

Røgslør over debatten

I dette lys virker det ikke kun sært lurepassende, men også temmelig fortænkt, når adm. direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri så hurtigt og kategorisk har været ude at rubricere DI"s udspil som "dårlig timing" og en manglende "finger på pulsen". Meldingen begrundes kryptisk med, at "… Danmark har EU-formandskabet lige nu, og at der vil komme tiltag fra den kant, som vil få indflydelse".

Fraværet af reelle holdepunkter for dette "statement" dokumenterer Dansk Byggeri heldigvis selv i Licitationen den 2. Februar. Her søger afdelingschef Henrik Fausing at give synspunkterne et mere fast juridisk hængsel. Det siges således – helt korrekt - at der i dag foreligger en række EU-initiativer, der alle kan få vigtige branchemæssige implikationer. Navnlig peges på den forventede udvikling i EU-udbudsretten, visse grundlæggende EU-tanker om "livscyklus og bæredygtighed" samt diverse afledte krav til bygherrens udbudsmateriale. Vigtige ting. Det kan alle se. Problemet er blot, at fremhævelsen af disse komplekse tiltag slet ikke er på kornet i forhold til "AB-juraen" – dvs. de juridiske rammevilkår mellem kontraktparterne. Det synes mere end anstrengt at hævde, at EU-initiativerne vil give flere principielle "AB-relaterede" konsekvenser, end for eksempel vedtagelsen af Tilbudsloven fik i sin tid, eller end en kommende ændring af bygningsreglementet vil kunne få! De omstændelige henvisninger tilfører derfor heller ikke den aktuelle AB-debat større dybsindighed, end overskriften til nærværende artikel.

ABT 93 og ABR 89 m.m.

Efter at det første røgslør har lagt sig, må det stå klart for de fleste, at Dansk Byggeris holdning ikke indeholder megen mere substans, end at også byggebranchen fungerer i rammer, der er under stadig påvirkning - og udvikling.

Retfærdigvis skal det siges, at Henrik Fausing ikke er afvisende over for en vis spæd "revisionsforberedelse". Det vil man "såmænd godt" overveje - nu ballet er åbnet. Som Tyren Ferdinand vil man blot allerhelst sidde fredeligt på hænderne lidt endnu, dufte til blomsterne og se, hvad der sker.

Det er anderledes konstruktivt, når Fausing fremhæver, at en justering af AB 92 i givet fald vil fremtvinge behov for revision af totalentreprisereglerne i ABT 93 og rådgivervilkårene ABR 89. I relation til førstnævnte siger det sig selv, allerede fordi ABT 93 har sit faste udspring i AB 92. Men samtidig er rækkefølgen også givet på forhånd: Først AB – siden ABT. For så vidt angår ABR 89, er sagen muligvis mere nuanceret. Et revisions-tjek af ABR 89 kan bestemt trænge sig på, men den retlige ramme for disse regler er anderledes. Her er kalenderen derfor også mere åben.

I tilknytning til en ny AB kan endvidere udmærket arbejdes med et "appendiks", der opstiller modeller for trinvis konfliktløsning, tidlige udbud, partnering, ESCO-aftaler og andre mere specielle områder og tilfælde; tanker som fornuftigvis også berøres kompetent af Dansk Byggeri - og som heller ikke DI"s forslag på nogen måde tilstræber at stå i vejen for. Tværtimod er man helt bevidst om disse muligheder og behov.

Fælles skridt

I MT Højgaard ønsker vi ikke nødvendigvis rollen som den højtråbende dreng i "Kejserens Nye klæder" – hverken i forhold til Dansk Byggeri eller andre aktører i debatten. Men vi vil til stadighed forholde os aktivt til branchen og virkeligheden. Det gælder tillige de retlige vilkår, realiteter og interesser.

I nærværende AB-diskussion vil vi derfor appellere til, at parterne hver især skrinlægger alle former for forfængelighed, kalder en spade for en spade og sammen tager nogle konstruktive skridt.

Hvis AB-debatten afspores allerede inden den er kommet rigtig i gang, vælter en tiltrængt revision let ned i syltekrukken. Det er ikke den faglighed eller lødighed, som byggeriets virksomheder og praktikere forventer eller har fortjent.

Erfaringerne viser, at en seriøs AB-revision let kan tage op til fem år. Det vil formentlig ikke kunne gøres meget hurtigere i denne omgang. I den rette proces er der således både rigelig tid og rum til at favne de brancheforhold og retspositioner som allerede er, og dem som kommer. Lad os tage arbejdstøjet på og komme rigtigt videre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094