Nyt netværk skal sikre arbejde til lokale firmaer
Region Syddanmark får et nyt netværk, som skal gøre de lokale håndværkere bedre i stand til at byde på offentlige opgaver
Derfor har Væksthus Syddanmark, Udvikling Fyn samt Dansk Byggeri indgået et partnerskab om at starte netværket Klar til anlægsopgaver op. Projektet er støttet af Den Europæiske Socialfond.
- Netværket skal primært gøre dem klar til de store projekter, der kommer. Det ligger i kortene, at flere af dem måske kan gå sammen og byde på opgaverne, fremfor de går til udlandet, forklarer regionskonsulent for Dansk Byggeri Sydjylland, Peter H. Wagner.
At få de små og mellemstore virksomheder til at gå sammen i et konsortium for at kunne byde på større opgaver er ikke helt nemt.
- Vi har også internt i Dansk Byggeri kørt landsdækkende møder om konsortiedannelse. Det er lidt op ad bakke. Dels er der det juridiske i det, og dels skal virksomhederne have stor tillid til hinanden for at gå sammen om sådan nogle store opgaver, siger Peter H. Wagner, som håber, at netværket kan være med til at få flere lokale håndværkere til at interessere sig for konsortiedannelse.
Et kompetenceløft
Konsortiedannelse bliver dog ikke det eneste punkt på det nye netværks dagsorden.
Netværksmøderne, som starter op i løbet af august i både Odense og Jylland og strækker sig over en periode til og med august næste år, vil have temaer som prækvalifikation til udbud, udbudsformer og -opgaver, værktøjer og strategisk vækst.
- Kommunerne siger, at tit så kan det være fodfejl, der gør, at man måske ikke kommer i betragtning. Alt i udbudsmaterialet skal være korrekt, før man kommer igennem nåleøjet. Derfor skal netværket også være med til at give et generelt kompetenceløft, som skal gøre virksomhederne bedre i stand til at opfylde de formelle krav i udbuddene. Det er en form for værktøjskasse, vi gerne vil give dem, siger Peter H. Wagner.