23948sdkhjf

Kloge hoveder er efterspurgte

Charmeoffensiven er allerede sat ind på landets erhvervsskoler for at få unge til at vælge en læreplads i en ventilationsvirksomhed.

Forudsigelserne for den nærmeste fremtid er nemlig, at det kan være svært at tiltrække medarbejdere, der er dygtige nok til at kunne udføre teknisk mere krævende installationsopgaver.

– Jo mere tekniske løsningerne bliver, jo større viden kræver det at udføre opgaver. Derfor har vi allerede nu mangel på ingeniører, men vi vil også meget snart få svært ved at tiltrække teknikere, der er dygtige nok, siger Kim Kruse, der er direktør i Glenco.

Han håber, at det, at opgaverne bliver mere krævende, i sig selv kan gøre området mere attraktivt.

- Det er ikke en sexet branche, og det har været svært at tiltrække. Men efter en øget indsats på skolerne, har vi allerede fået nogle meget dygtige lærlinge. Og mit håb er, at de høje krav til lærlingenes og medarbejdernes kunnen og tekniske viden vil gøre det mere attraktivt at søge den vej, siger Kim Kruse, der håber på, at man vil udvide antallet af tekniske skoler, der udbyder ventilationsfagene.

Underdirektør og ansvarlig for uddannelsesområdet i Tekniq Tina Voldby forklarer, at der er en stor indsats i gang netop på ventilationsområdet. En indsats der gerne skulle resultere i en udvidelse af skoler, der uddanner ventilationsteknikere.

Hidtil har det kun været EUC Sjælland i Næstved, men forventningen er, at både Syddansk Erhvervsskole i Odense og Aalborg Construction College kommer til at udbyde hele eller dele af uddannelsen.

- Det gør det lettere at tiltrække lærlinge og øger skolernes bevidsthed omkring ventilationsteknikeruddannelsen, at der er mulighed for at udbyde og uddanne lærlinge flere steder i landet, siger Tina Voldby.

Sideløbende med indsatsen direkte på skolerne, har det faglige udvalg ansat tidligere chef for ventilationsområdet i Bravida, Torben Urskov, til at opsøge virksomheder og opfordre dem til at oprette praktikpladser og uddanne lærlinge.

- Det har været en god idé at sende en erfaren person fra ventilationsbranchen ud for at tale den gode sag. Mange virksomheder har været tilbageholdne med at tilbyde lærepladser til unge, der skulle uddannes indenfor ventilation, men den knude er vi nu ved at få løst, siger Tina Voldby, der tilføjer, at antallet af lærlinge efter indsatsen er steget fra syv til 20.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094