Politisk rundbarbering
Der er ikke noget at sige til, hvis de vælgere, der stemte på Socialdemokratiet og SF ved sidste folketingsvalg, efterhånden føler sig “radikalt rundbarberede". Punkt efter punkt i den plan, som SF og Socialdemokratiet inden valget troede, at de kunne tonse igennem med De Radikale som stemmekvæg, bliver svigtet af de to partier. Når regeringen afviser EU’s finansskat, en halvering af dagpengeperioden og andre af venstrefløjens mærkesager, så skyldes det, at Vestager reelt bestemmer, den førte politik. De Radikale befinder sig som fisk i vandet i deres drømmeposition, hvor de, hvis de på et tidspunkt bliver trætte af selskabet, uden at miste noget som helst kan skifte hest midt i det politiske vadested. På Christiansborg er der flere og flere politiske iagttagere og såmænd politikerne selv - der spørger sig selv, hvor længe regeringen kan holde uden at revne. De mest optimistiske/ pessimistiske alt efter politisk temperament, gætter på at SF senest efter det kommende kommunalvalg, der tegner sig til en katastrofe for venstefløjspartiet, må trække sig “blødende" ud af regeringen. Hvad der så sker, er det helt store spørgsmål. Vil Helle Thorning-Schmidt politisk kunne overleve, at Socialdemokraterne mister et hav af borgmesteposter? Er der i øvrigt nogen der er villige til at træde til som ny formand i en situation, hvor partiet står til at miste regeringsmagten. Det værste for erhvervslivet som helhed, og byggebranchen i særdeleshed, er usikkerheden. Og Socialdemokratiets medlemmer bidrager sammen med SF-erne til den usikkerhed ved nærmest konstant at komme med skiftende meldinger, der går mod regeringsgrundlaget. Det vil være befriende, hvis regeringen kommer med en konkurrence/vækst-pakke, der kan samle flertal hen over midten og dermed genskabe en smule tillid til, at det politiske system trods alt fortsat forstår at handle rationelt, når der virkelig er behov for det. Det vil bidrage til at genskabe den optimisme og tro på fremtiden, der er så hårdt brug for.
