Elementfabrik retter snoren ind
Betonelementfabrikken Contiga-Tinglev satser på en kraftig modernisering og mere tilfredse kunder som skal nås gennem bedre kvalitet
Adm. direktør Karsten Rewitz, 48 år, har været i virksomheden i halvandet år:
- En konstant og høj kvalitet er grundstenen for at opnå en større kundetilfredshed. Vi har i virksomheden haft nogle huller" i systemet, som vi nu ved hjælp af nogle flowanalyser har fået identificeret, og fået sat skik på. Det betyder en optimering både produktionsmæssigt, men ikke mindst også på kvaliteten, siger han til Licitationen under et besøg på den imponerende store produktionsfalicitet i Tinglev.
Styring af projekter
- Et fokusområde er projektstyring. Det betyder, at vi gennem hele forløbet har en projektchef, som har et samlet overblik over det enkelte projekt, som vi leverer elementer til. Han ved præcist, hvordan det går med det enkelte projekt, siger Karsten Rewitz, og tilføjer, at det kun er et af mange nye tiltag, som virksomheden har gjort for at imødekomme krav fra markedet og fra kunderne om en kontinuerlig og høj kvalitet.
Hovedproduktet er fortsat huldæk og elementer til råhusbyggeri.
- Der er naturligvis konkurrence i markedet, men ved at sætte tingene i system, og være produktionsmæssigt effektive, kan vi konkurrere i markedet, og ikke mindst har vi en kapacitet, der kan møde efterspørgslen, og i de tilfælde, hvor der er krav om stor volumen, fortæller han.
Firmaet opererer med sin naturlige beliggenhed ved grænsen både i Danmark og i det nordlige Tyskland via et tysk datterselskab, der ligger øst for Berlin.
Firmaet producerer cirka 300.000 letbetonelementer, 230.000 kvm, og for hovedproduktets vedkommende, huldæk, bliver det til 450.000 kvm. om året.
Andre produkttyper
Contiga-Tinglev producerer også TT dæk, samt søjler og bjælker. Dermed er fabrikken Danmarks største af slagsen.
- Det er Danmark, der aftager langt den største del af vore produkter, men førhen var det faktisk omvendt, da det tyske makred havde fart på, siger Karsten Rewitz.
Firmaet beskæftiger cirka 400 medarbejdere, heraf omkrong 70 tyskere, som arbejder helt efter danske forhold.
Det er imponerende forhold man møder ude i produktionshallerne, hvor kapaciteten ikke er fyldt helt op. Til gengæld er kapaciteten enorm, når det virkeligt skal køre derud af.
- Der har vi nogle muligheder, når byggeriet igen kommer til at løbe stærkt, siger Karsten Rewitz.
For øjeblikket arbejdes der med elementer til det nye universitetshospital i Skejby. Her er der skærpede tolerancekrav og en anden teknik, da der er et stort antal PEX-rør indstøbt i elementet. det betyder at der skal en kraftigere armering i elementet.
- Generelt vil vi gerne arbejde med en højere kompleksitet i byggeprojekterne. Vi har ikke noget imod, at der stilles krav til vores produktion. Ved at løse specielle problemstillinger, får vi tilfredse kunder, siger Karsten Rewitz.
Produktionsbanerne til huldækkene er 230 meter mange og der er tre baner med 1,20 i bredden, og to baner med 240 i bredden.
Maksimum længde er dog 34 meter, da elementerne også skal kunne transporteres.