23948sdkhjf

Udbud giver flere overenskomster for samme arbejde

Antallet af udbud på for eksempel det grønne område er steget støt hen over de seneste 10 til 12 år. Det har betydet, at antallet af ansatte, som er blevet "virksomhedsoverdraget" til private entreprenører, er øget.

Der er hen over årene nu sket så mange udbud, at de samme ansatte har været overdraget to til tre gange til forskellige entreprenører. Det får en række juridiske konsekvenser:

Hver gang en medarbejder bliver "virksomhedsoverdraget", vil der ofte følge en ny overenskomst eller lokalaftale med. Dette gælder især, når virksomheder forhandler de såkaldte "tilpasningsaftaler" med fagforeninger.

Det sker også, at virksomheder ikke kan frigøre sig fra overdragerens overenskomster. Dette betyder i praksis, at de udbud som sker i dag, sker på vilkår, hvor de ansatte har flere overenskomster med i "bagagen".

Normalt er det muligt for en entreprenør at frasige sig en overenskomst, som følger med virksomhedsoverdragne medarbejdere.

Det fremgår af Virksomhedsoverdragelseslovens § 40a. Men det nyeste, vi ser, er, at som en del af udbudsgrundlaget, så skal tilbudsgiver give afkald på retten til at fragå overenskomsten, hvis tilbudsgiver overhovedet vil være med i udbuddet.

Dette vil resultere i, at den enkelte virksomhed vil få adskillige overenskomster inden for "eget hus", gældende for forskellige medarbejder, som udfører det samme arbejde.

Det arbejdsretlige udgangspunkt i sådanne sager er nemlig ofte, at den for den ansatte "mest gunstige" overenskomst er gældende. Det giver uoverensstemmelser internt i virksomheden, og gør det langt sværere at få nye medarbejdere, som er virksomhedsoverdraget, integreret i virksomheden.

Muligheden for at opnå besparelser og synergieffekt reduceres betydeligt, og der løber øgede administrationsomkostninger på. Det endelige resultat vil sandsynligvis blive, at det ikke længere kan betale sig for private virksomheder at byde på opgaverne.

Der er ikke tvivl om, at medarbejderens organisationer gerne ser, at medlemmer under offentlige overenskomster forbliver det – også når opgaver udbydes.

For eksempel på det grønne område, er de offentlige overenskomster bedre for de ansatte på både løn og fleksibilitet. Men dette er jo et spørgsmål, som skal klares ved overenskomstforhandlingerne.

Det vil næppe gavne udbud, at offentlige udbydere tvinger sine entreprenører til at have flere overenskomster for det samme arbejde ved at fratage dem retten til at have kun én overenskomst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125