23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt et renoveringsprojekt fra Boligselskabet Limfjorden vedrørende 117 almene familieboliger i Lille Tingbakke til knap 88,5 mio. kroner. Byrådet har samtidig sagt ja til at bevilge et rente- og afdragsfrit lån på 680.000 kroner og til at stille en kommunegaranti for realkreditlån på maksimalt 85.275.000 kr. til finansiering af renoveringen.

Der nedlægges 57 boliger og etagearealet reduceres med 1.494 kvm som følge renoveringen.

Afdelingen Lille Tingbakke består af 13 sammenhængende blokke i tre etager. Lille Tingbakke er tegnet af arkitekt Torben Stokholm og er opført i 1974-75. Der er foretaget en delvis renovering tidligere, men nu trænger bebyggelsen til en større renovering og modernisering. Det er planen at nedrive fire blokke og påbygge to-etages karnapper på nogle af de tilbageværende blokke, så der bliver udsyn til alle friarealer, og så der bliver et mere varieret udbud af boliger. Alle ét-værelses boliger nedlægges og der etableres 22 stk. to-rums-, 22 stk. tre-rums- og 16 stk. fire-rums-boliger. Størrelsen kommer til at variere mellem 59 og 132 kvm.

Der etableres tilgængelighedsboliger i tre blokke med elevatoradgang.

Herudover omfatter den fysiske renovering fornyelse af facader og gavle opført i tegl, nyt tag, efter-isolering, nye gulve og badeværelser med gulvvarme, nye og større køkkener og nye installationer samt ventilationsanlæg. Udvendige friarealer renoveres og der opføres nye udhuse så adgangsforholdene bliver lyse og indbydende.

REGION SYDDANMARK

JELS: Der er god lokal opbakning til søbadsprojektet i Jels, som der i øjeblikket samles penge ind til.

Styregruppen bag projektet har i denne måned indledt arbejdet med at rejse lokal kapital til projektet. I alt skal der indsamles 1,2 mio. kroner, og indsamlingen er kommet godt fra start. Det fortæller Jydske Vestkysten.

I alt 13,8 mio. kroner ventes søbadet at komme til at koste.

KOLDING: Plan- og Miljøudvalget i Kolding Kommune indstiller til byrådet, at Lokalplan 0814-41 vedtages endeligt. Lokalplanen vil gøre det muligt at etablere et lokalcenter med et samlet butiksareal på maksimalt 2.000 kvm ved Hylkedalvej. Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, og der indkom ingen indsigelser i offentlighedsperioden.

HADERSLEV: Haderslev Kommune har besluttet at tilvejebringe plangrundlaget for at der i den sydlige del af området mellem Aabenraavej og Omkørselsvejen i Haderslev kan etableres et nyt boligområde bestående af cirka 25 tæt/lav boliger.

Området anvendtes indtil for nylig til ældreboligbebyggelse og boliger for senildemente. I dag står bygningerne tomme og ubenyttede hen. Boligforeningen Sydbo, har fremsendt et konkret projekt for opførelse af en bebyggelse bestående af cirka 25 almene boliger i rækkehusform med separate haver til hver bolig.

Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune vedtog forleden den nye lokalplan for området endeligt.

REGION SJÆLLAND

RINGSTED: Ringsted Byråd har sagt god for et forslag om renovering af den kommunale bygning på Bengerds Allé 24, der er udset til at huse de udekørende hjemmevejledere. Samtidig har byrådet sagt god for at bruge 215.500 kroner på arbejdet.

Huset er noget nedslidt, og det fordrer derfor - udover den begrænsede ombygning - nogen renovering, inden hjemmevejlederne kan indtage deres nye kontorer og mødelokaler.

I alt ventes renovering og ombygning i form af sammenlægning af to rum gennemført for 215.500 kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095