Universitet arbejder på nyt vartegn til Aalborg
100 m høj bue kan gøre nyt laboratorium på Aalborg Universitet til nyt vartegn for Aalborg
I de ambitiøse planer indgår nemlig en hvælvet bue, som rækker 100 meter op i luften over universitetet i det østlige Aalborg. Buen skal blandt andet bruges til forsøg.
- Vi er i fuld gang med at undersøge, hvad det kræver af tilladelser. Vi håber på, at vi får lov til at etablere buen som vigtig del af et laboratorium, der på alle måder bliver unikt på verdensplan, siger professor Gert Frølund Pedersen, som leder den store antenneforskningsgruppe ved Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer.
Koster stort to-cifret millionbeløb
Etableringen af antennelaboratoriet koster et stort tocifret millionbeløb. Både staten, universitetet, instituttet, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet og diverse fonde bidrager med midler til byggeriet og indkøb af udstyr.
Men penge er kun en del af ligningen. Den nødvendige indsigt til at konstruere laboratoriet, så det er funktionelt og fremtidssikret, kommer blandt andet fra de rekordstore forskningsprojekter på mobil-området, som antenneforskerne har kørt
- Det nye laboratorium er et naturligt næste skridt, som vil give os helt nye muligheder, vi ikke har i dag, samt gøre os endnu bedre til at måle de ting, vi gør i forvejen. Det bliver det største og mest avancerede Over The Air (OTA) laboratorium i verden. Der er meget få på verdensplan, der kan måle i den størrelsesorden, vi får mulighed for med den 100 meter høje bue. Det vil også være interessant for de virksomheder, vi samarbejder med, vurderer Gert Frølund Pedersen.
Store udfordringer
Antennelaboratoriet vil altså give forskerne mange nye muligheder. Men forinden er der store udfordringer i at få det designet og etableret.
- En del af det handler om tilladelser og praktiske forhold som istapper, der kan falde 100 meter ned. Så det skal gennemtænkes. Men der er også tekniske udfordringer i at tage højde for skyggevirkninger fra taghullet samt i at kalibrere den syv meter store kugle med 256 antenner og 512 kabler, så målingerne fra den bliver nøjagtige, siger Gert Frølund Pedersen, som håber på at være kommet langt med planerne i slutningen af året.