23948sdkhjf

EU sætter spot på byggesektoren

EU-Kommissionen vil gøre byggesektoren til en drivkraft for bæredygtig vækst
Byggesektoren spiller med næsten 10 procent af den samlede EU-BNP en vigtig rolle i den europæiske økonomi. Sektoren skaber 20 millioner job, først og fremmest i meget små og mellemstore virksomheder.

Nu vil EU skabe bedre muligheder for at frigøre det økonomiske potentiale i bygninger med lavt energiforbrug. Samtidig vil en sådan indsats have den behagelige sideeffekt, at det kan bidrage til at genskabe væksten.

EU-Kommissionen fremlagde derfor i tirsdags en strategi for at sætte fornyet skub i sektoren. Målet er at fremme byggesektoren som en drivkraft for jobskabelsen og for en bæredygtig vækst i økonomien generelt.

- Bygninger med lavt energiforbrug og store omkostnings- og CO2-besparende muligheder er endnu ikke særlig udbredt til trods for deres økonomiske og miljømæssige fordele. Byggesektoren tegner sig for mere end 10 procent af den samlede beskæftigelse i EU, hedder det i en udtalelse fra Kommissionen.

Fire elementer

De vigtigste elementer i indsatsen er for det første bedre vilkår for investering i primært renovering og vedligeholdelse af bygninger. Det omfatter blandt andet fremme af udbredelsen af en pakke på op til 120 mia. euro (cirka 900 mia. kroner) i lån, som stilles til rådighed.

Dernæst skal der sættes skub i innovation og forbedring af byggearbejdernes kvalifikationer.

Desuden skal der skabes bedre ressourceeffektivitet ved at fremme gensidig anerkendelse af bæredygtige byggemetoder i EU.

Endelig skal der udformes ensartede kodekser for byggevirksomheder. Det skal gøre det nemmere for dem at arbejde i andre medlemsstater. De europæiske byggevirksomheders globale konkurrencestilling skal styrkes for at fremme gode resultater og bæredygtige standarder i tredielande.

Sikker investering

EU-Kommissionens næstformand Antonio Tajani, der er kommissær for erhvervsliv og iværksætteri, siger, at bygninger med lavt energiforbrug i den aktuelle situation med økonomisk og sociale krise er en sikker og økonomisk bæredygtig investering for samfundet og de private investorer.

- Byggesektoren skal se det som en kæmpe mulighed for at innovere og tiltrække nye talenter. Nye teknologier skaber store muligheder, ikke blot for nye huse, men også for renovering af millioner af eksisterende bygninger for at gøre dem yderst energieffektive i henhold til EU 2020-målene. Vi er nødt til at gribe denne mulighed. Byggesektoren kan blive en drivkraft for bæredygtig vækst, siger Antonio Tajani.

Møder på højt niveau

Som indledende skridt vil der blive holdt møder "på højt niveau" med medlemsstaterne og repræsentanter for sektoren for at se på gennemførelsen af strategien og fremsætte henstillinger vedrørende nødvendige tilpasninger af strategien eller lancering af nye nødvendige initiativer.

Sideløbende vil tematiske grupper drøfte forskellige metoder til at gennemføre specifikke initiativer, evaluere de mulige virkninger af eksisterende foranstaltninger i medlemsstaterne og på sektorniveau for specifikke tiltag og identificere mulige områder for synergier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094