23948sdkhjf

Spansk arkitekt gæster prisuddeling

Den spanske arkitekt Antón Garcia-Abril er kendt for at lege og eksperimentere med byggematerialer
Når hundredvis af arkitekter, ingeniører, bygherrer og betonproducenter samles i København til Bæredygtig Beton Konferencen den 19. marts næste år, er det blandt andet for at møde den markante spanske arkitekt Antón Garcia-Abril.

Antón Garcia-Abril er blevet kendt i hele verden for at lege og eksperimentere med byggematerialer, og for at tilpasse byggerierne til naturen og de sociale rammer byggerierne indgår i.

Ved siden af at drive tegnestuen Ensamble Studio i Madrid er den 43-årige Antón Garcia-Abril professor i arkitektur ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), ligesom han har været gæsteprofessor ved Harvard og forelæst ved universiteter over hele verden.

- Det vil helt sikkert åbne øjne og ører på danske betonfolk og arkitekter at høre Antón Garcia-Abril fortælle, hvordan han og hans kolleger arbejder, leger og eksperimenterer helt fysisk med beton og andre byggematerialer – både på tegnestuen og ude på byggepladsen, siger Preben Rosenkilde, der er næstformand for Dansk Beton, der er en sektion i Dansk Byggeri, og som er arrangør af konferencen.

Trøffel og halm

Antón Garcia-Abril står bag en række opsigtsvækkende byggerier lige fra det utraditionelle Cervantes Teater i Mexico City til La Trufa (Trøflen) i Costa da Morte i Spanien – en lille hytte af beton støbt rundt om halmballer direkte i jorden. Og hvor ejeren først kunne påbegynde indretningen efter et år, da koen Paulina havde spist alle halmballerne inde i konstruktionen.

La Trufa kan for tiden opleves i Dansk Arkitektur Centers udstilling om Europas Bedste Arkitektur.

- Antón Garcia-Abril er en markant skikkelse i europæisk arkitektur, der på mange måde udfordrer vores måde at forstå arkitekturen på.

Og det er ikke alene rummene og arkitekturen i sig selv Garcia-Abril udfordrer men også materialerne og måden at bruge dem på som markante elementer i formsproget, siger Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitektur Center.

Del af byggeriet

Det er tredje gang, at Bæredygtig Beton Konferencen afholdes, og det, der startede som en enkeltstående event i 2009, er nu blevet en tradition. Ikke mindst fordi bæredygtighed spiller en større og større rolle i dagens byggeri.

- For bare få år siden var det lidt hippieagtigt at tale om bæredygtighed i byggeriet. I dag ser vi mange store bygherrer kræve, at bæredygtighed regnes ind fra start til slut i nye projekter, og vi taler om bæredygtighed overalt i samfundet. Ikke mindst i betonbranchen, hvor vi arbejder med et bæredygtigt materiale, som både er utrolig holdbart, kan produceres lokalt af naturlige råstoffer og kræver relativt få ressourcer, når man ser på et byggeris samlede levetid, siger Preben Rosenkilde,

Fire priser

Ved konferencen, der afholdes på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden i København, bliver der uddelt i alt fire priser til danske betonbyggerier, projekter og personer.

Især publikumsprisen – Bæredygtig Beton Prisen – er der spænding om. Siden foråret har alle danskere kunnet stemme på hvilket projekt, der skal have prisen: Rabalder Parken i Roskilde, Kompans hovedsæde i Odense, Ungdomsboligerne på Aarhus Havn eller Siloetten i Løgten nord for Aarhus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093