Byggenyt
NIBE: Meningerne er delte om en ny sognegård i Nibe, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Menighedsrådene i Nibe og Vokslev sogne ønsker at realisere et vinderprojektet fra en gennemført arkitektkonkurrrence, som er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller.
En række borgere i Nibe mener imidlertid, at arkitekturen slet ikke passer ind i det gamle købstadsmiljø. For at undersøge mulighederne for større samlet opbakning til projektet er der aftalt et møde i august, hvor stadsarkitekten og menighedsrådet skal drøfte arkitekturen og mulighederne for at tilpasse projektet.
REGION SYDDANMARK
GRAM: Folkene bag et 25 mio. kroner dyrt drømmeprojekt for Gram venter spændt.
Den lokale skole og fritidscentret har sammen med et arkitektfirma og DGI Huse og Haller udarbejdet et projekt, der skal binde skolen og centret sammen, skriver JydskeVestkysten.
Planen er at bygge en gammel gymnatiksal om til en motoriksal og ved hjælp af en markant tilbygning at koble salen sammen med fritidscentret.
P+P Arkitekter har udarbejdet forslaget til bevægelsescentret.
VEJLE: Vor Frelsers Sogn i Vejle skal have nyt menighedshus, og planen er, at det skal stå klar til indvielse 1. søndag i advent 2014.
Nisgaard & Christoffersen skal varetage byggeriet i totalentreprise, og huset er tegnet af KPF Arkitekter. Det er planen, at gå i gang med at bygge til november, når det nuværende sognehus forventes at være nedrevet.
Det nye hus bliver fire gange så stort som det nuværende, og det formes som et stort L med direkte adgang til kirken via to glasgange.
SKARØ: Svendborg Havn har dømt den gamle toiletbygning på Skarø, som benyttes af sejlerturisterne, færdig og sat en kvart mio. kroner af til en ny toilet- og servicebygning.
Siden har fonde og sponsorer skudt så mange penge i projektet, at man snart kan sende en cirka tre mio. kroner dyr toiletbygning, tegnet af Praksis Arkitekterne, i licitation.
Den nye 120 kvm store toilet- og servicebygning, som ventes klar til indvielse, når næste års sejlesæson begynder, bliver den mest værdifulde bygning på Skarø.
Det fortæller Fyns Amts Avis.
REGION MIDTJYLLAND
Horsens: Den lille bar på 36 kvm, Gran Bar, på Søndergade, og nabobutikken MEN har af Horsens Kommune fået lov til at anlægge en fast terrasse foran de to matrikler, skriver Horsens Folkeblad.
Der bliver tale om en hævet træterrasse med faste borde og bænke i træ, glas og stål til 70 siddende gæaster og for MENs vedkommende et anderledes bud på tøjstativer, der uden for åbningstiden kan bruges som parkourbane.
Arkitekt Martin Schack, Ginnerup Arkitekter, har hjulpet med at udforme projektet.