23948sdkhjf

Unge skal være bedre til arbejdsmiljø

I forbindelse med DM i Skills konkurrerer de unge i bygge og anlæg også om at være bedst til arbejdsmiljø
De unge er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne i bygge- og anlægsbranchen. Derfor skal der sættes ind og skabes gode og sikre vaner allerede i læretiden, så der er ekstra god grund til, at der i forbindelse med DM i Skills for unge håndværkere i disse dage også afvikles et DM i arbejdsmiljø.

- Arbejdsmiljøet skal inkorporeres i fagene og være en lige så naturlig ting som alt andet omkring det enkelte fag, men det er desværre ikke tilfældet endnu. Når vi når dertil, så kan vi afskaffe det særlige danmarksmesterskab i arbejdsmiljø, lyder visionen fra Freddy Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i Byggegruppen i 3F, og en af tovholderne omkring arbejdsmiljømesterskabet.

- Med afskaffelse af efterløn og generel udsigt til at arbejdslivet bliver længere, er det vigtigere end nogensinde, at man ikke udsætter sig selv for nedslidning og for ulykker. Derfor er det vigtigt helt fra begyndelsen af arbejdslivet at udføre arbejdet på en fornuftig og forsvarlig måde. Vi så ved et DM for nogle år siden, at den unge mand, som faktisk vandt danmarksmesterskabet blandt tømrerne, undervejs i arbejdet balancerede på toppen af en wienerstige med værktøj i hånden. Han kom helskindet fra balanceakten, men det gør alle ikke. Derfor handler mesterskaberne om at få arbejdsmiljø og gode vaner på dagsordenen, siger Freddy Hansen

Ind i svendeprøven

Også Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, håber, at det i fremtiden ikke er nødvendigt at fokusere ensidigt på arbejdsmiljø og sikkerhed for de unge.

- Planlægning af arbejdet med alt hvad det indebærer af eksempelvis arbejdsstillinger og håndtering af tunge materialer og brug af maskiner skal være en lige så indarbejdet del af en opgave som kvaliteten af arbejdet, så min vision er, at arbejdsmiljøet bliver en del af svendeprøven, siger hun.

Et enkelt af byggefagene deltager ikke i kampen om DM i arbejdsmiljø. Det er elektrikerne, idet man i elfaget mener, at sikkerhed og arbejdsmiljø allerede er så integreret en del af uddannelsen, at kvalitet og sikkerhed er en og samme ting.

Faglige dommere

Det er Branchearbejdsmiljørådet (BAR) for Bygge og Anlæg, der står for det praktiske omkring mesterskabet i arbejdsmiljø. Konsulent Sven Rose fra BAR oplyser, at det er fagfolk, der er dommere på de enkelte fag, der hver især får sin egen danmarksmester. Der er udarbejdet et generelt vurderingsskema, hvor forhold som orden og ryddelighed, støv, brug af tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler, håndtering af værktøj og arbejdsstillinger ved opgaverne er nogle af parametrene.

- Det er en bred palet af forhold, der vurderes, og naturligvis er der forskel på detaljerne fra fag til fag, siger han.

Det er Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen, der lørdag eftermiddag overrækker priserne til arbejdsmiljødanmarksmestrene, og kender man Jens Jensen ret, får de unge deltagere samtidig uden tvivl en opsang om, at de gerne må gøre en indsats for vende branchens dårlige ulykkesstatistik.

DM i Skills afvikles torsdag til lørdag i Odense Congress Center med deltagelse af 200 unge, der konkurrerer i 35 fag. Der er gratis adgang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093