Byggenyt
NÆSTVED: Næstved Byråd har vedtaget en lokalplan og et tilhørende tillæg til kommuneplanen for et område til bolig- og erhvervsformål ved Mogenstrup Kro endeligt. Udover at udlægge området til blandet bolig- og erhvervsformål, sikrer lokalplanen, at krobygningen bevares, ligesom den muliggør tilbygning, ombygning, nedrivning eller nybyggeri, og fastsætter retningslinjer for udformning, omfang og placering af eventuel ny bebyggelse.
HOLBÆK: Holbæk Byråd har vedtaget et forslag til lokalplan for et område til boligformål ved Munkholmvej og Oldvejen til udsendelse i høring.
Forslaget åbner mulighed for at udlægge et areal på 12,5 hektar til boligformål, hvor området udlægges til åben-lav boligbebyggelse eller alternativt udlægges til både åben-lav boligbebyggelse og tæt-lav boligbebyggelse.
Bebyggelsen kan opføres i op til to etager med en maksimal højde på 8,5 meter. Forslaget er i høring fra den 11. juni til den 6. august, og der holdes et offentligt møde om forslaget den 24. juni. Lokalplanen skal imødekomme den stigende efterspørgsel på boliggrunde i Holbæk Øst.
REGION HOVEDSTADEN
TREKRONER: Der etableres et nyt boligområde i Trekroner i Roskilde Kommune. Området ligger langs Skrænten og strækker sig ned til engområdet ved Trekroner Bæk.
Der kan opføres 40-50 boliger på området fordelt på traditionelle parcelgrunde og grunde til tæt/lav bebyggelse.
REGION SYDDANMARK
FREDERICIA: Vejen ser nu endelig ud til at være banet for byggeriet af et aktivitetshus til beboerne i Sønderparken i Fredericia, skriver Fredericia Dagblad.
Teknisk udvalg i Fredericia Kommune har således sagt god for en ny lokalplan for det grønne område i Sønderparken, hvor det planlagte, græsklædte hus skal bygges ind i en kunstig bakke. Det er nu op til det samlede byråd at godkende lokalplanen på byrådsmødet den 24. juni. Der bliver tale om et aktivitetshus i tre etager bygget ind i et eksisterende voldanlæg. Direktør Jens Christian Lybecker fra Boli.nu betegner det som en arkitektoniske perle.
NYBORG: Nyborg Byråd har vedtaget lokalplan nr. 241 - Institutionsboliger ved Grejsdalen i Nyborg endeligt. Lokalplanen er udarbejdet i forbindelse med Region Syddanmarks ønske om at etablere erstatningsbyggeri for institutionen Strandvænget på Skaboeshusevej i Nyborg. Målet er, at alle beboere får tidssvarende boliger, der opfylder den enkeltes behov for privatliv, fællesskab og støtte.
Der skal i lokalplanområdet etableres botilbuddet "Lilleskov" med 48 boliger på den tidligere kollegiegrund, og øst for Grejsdalen ved Nyborg Sygehus ønskes etableret 16 boliger til botilbuddet "Skovhuse".
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY: Brøndby Kommune har meddelt zonetilladelse til opførelse af tilbygninger på ejendommen Midlergårdsvej 50 i Brøndby i form af en carport på 66 kvm, et skur på 40 kvm samt inddragelse af eksisterende terrasse på 26 kvm til boligareal i forbindelse med renovering af de eksisterende bygninger på ejendommen.