23948sdkhjf

Krisen ikke slut trods gode tal

Fald på de europæiske markeder betyder fald i eksporten hos danske arkitekter og entreprenører. Rådgivende ingeniørers eksport stiger fortsat
Trods et samlet fald i eksporten i 2012 for henholdsvis arkitekter, ingeniører og entreprenører udgør deres eksport stadig en stor del af byggebranchens omsætning. Og det gavner beskæftigelsen i Danmark, lyder det fra flere branceorganisationer.

Beregninger viser, at et job skabt i den globale bygge- og anlægsvirksomhed skaber halvandet job i relaterede brancher i Danmark.

Eksportandelen for hele sektoren er imidlertid faldet til godt 40 procent af den totale omsætning, hvilket ifølge Dansk Byggeri kalder på, at danske virksomheder sikres de samme rammevilkår, som deres konkurrenter fra andre OECD-lande.

Tallene fremgår af den seneste eksportprofil, udarbejdet af Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Dansk Byggeri.

Arkitekter går tilbage

Efter sidste års vækst har danske arkitekter og entreprenører oplevet et fald i eksporten i 2012 i forhold til året før. Det skyldes hovedsageligt et fald på de europæiske markeder.

Arkitektbranchen har oplevet en mindre tilbagegang fra 2011 til 2012, men arkitektbranchens internationale aktiviteter er stadig på et højt niveau i forhold til de tidligere år: 2009 og 2010.

- I forhold til tidligere er der i dag flere arkitektvirksomheder, der arbejder på udenlandske markeder, samt en tendens til, at flere virksomheder etablerer lokale datterselskaber i udlandet. Så derfor tror vi på stigende international omsætning og aktiviteter i årene fremover. En anden grund til, at vi tror på det er, at vi – selvom den største del af omsætningen stadig ligger i Nordeuropa – oplever stigende aktiviteter på vækstmarkeder længere væk fra Danmark. Det betyder, at firmaerne ikke er så konjunkturfølsomme på nedgange på nærmarkederne, siger Peter Theibel, international konsulent i Danske Arkitektvirksomheder.

Ingeniører i stigning

Rådgivende ingeniører har igen haft en stigning i eksporten, som nu udgør 55 procent af den samlede omsætning for de rådgivende ingeniører. Eksportomsætningen udgør cirka 2,8 mia. kroner, og derudover er omsætningen i udenlandske datterselskaber på 8,1 mia. kroner i 2012. Samlet betyder det, at omsætningen uden for Danmark er på 10,9 mia. kroner.

- Det er der to årsager til: Dels har branchen opgaver i hele verden og er derfor ikke er så berørt af et nedadgående europæisk marked, dels bruger branchen sine globale datterselskaber som en del af forretningsstrategien, siger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Mere robust

FRI-direktøren tilføjer:

- Det betyder, at vi trods høje danske lønninger kan holde os mindst lige så konkurrencedygtige som vores konkurrenter på de internationale markeder. Generelt er den globale tilstedeværelse med til at gøre den rådgivende branche mere robust. En konsekvens af det er også, at vi i år kan konstatere, at såvel omsætning som beskæftigelse faktisk er højere, end før krisen ramte i 2008, siger Henrik Garver.

Krisen ikke overstået

Entreprenørbranchen har imidlertid oplevet en tilbagegang i 2012, idet projekteksporten faldt med 14,3 procent i forhold til året før.

Ifølge afdelingschef Henriette Thuen, Dansk Byggeri, er der ikke tegn på, at krisen er overstået for de internationale entreprenører. Flere projekteksportører har valgt at trække sig fra svære markeder for at samle ressourcer på færre og mindre risikofyldte markeder.

- Entreprenørernes eksport af projekter er utrolig kompleks. Hvis danske virksomheder i stigende grad skal lykkes i konkurrencen, må der sikres gode rammevilkår, som tager højde for kompleksitet, mobilitet og fleksibilitet. Vi ønsker en genindførelse af CIRR-renten, som øvrige OECD-lande tilbyder, for på den måde at have lige vilkår med vores konkurrenter fra de andre lande, siger Henriette Thuen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14