23948sdkhjf

Skanderborg beskyldes for at begunstige udenlandske firmaer

Dansk Byggeri frygter for Skanderborg Kommunes fortolkning af arbejdsklausuler efter ILO 94
For anden gang inden for blot et par uger beskylder Dansk Byggeri en kommune for at udbyde arbejde på en måde, der begunstiger udenlandske virksomheder.

Denne gang er det Skanderborg Kommune, der i en pressemeddelelse fra Dansk Byggeri beskyldes for at lave en “køb udenlandsk klausul". Arbejdsklausulen vil ifølge Dansk Byggeri gøre det umuligt for danske virksomheder at byde på opgaven, når Skanderborg udbyder byggeriet af et nyt rådhus og en multihal. Dansk Byggeri opfordrer derfor byrådet til at “tænke sig om en ekstra gang", inden de på et byrådsmøde i dag træffer beslutning om udbudsbetingelserne.

Årsagen er, at Skanderborg Kommune lægger op til, at arbejdsklausulen skal følge den internationale arbejdsorganisation ILO’s konvention 94. Det betyder ifølge kommunens fortolkning - siger Dansk Byggeri - at virksomheder, der byder på opgaven, skal aflønne deres medarbejdere med den løn, som gives på egnen, hvor arbejdet udføres. Men en udenlandsk virksomhed, der byder på opgaven, vil ikke være forpligtet af ILO-konventionens lønniveau. Den vil i stedet være omfattet af EU’s udstationeringsdirektiv, hvor der stilles krav om, at medarbejderne skal aflønnes efter overenskomstens mindsteløn.

Signaler fra kommunen

- De signaler, som vi har fået fra Skanderborg Kommune gør, at vi er bekymret for, at kommunen vil fortolke konventionen på en sådan måde, at danske virksomheder skal aflønne med gennemsnitslønnen på egnen, og det vil vel sige omkring 160 kroner i timen, mens en udenlandsk virksomhed kan nøjes med at betale 115 kroner. Det vil gøre det umuligt for danske virksomheder at levere en konkurrencedygtig pris og dermed begunstige udenlandske virksomheder, siger direktør Peter Stenholm.

For to uger siden beskyldte Dansk Byggeri Københavns Kommune for en tilsvarende fortolkning. Sagen blev - i det mindste midlertidigt - lagt død ved, at Dansk Byggeri og 3F i en fælles udtalelse slår fast, at grundlaget for ILO 94 er overenskomsten. Det vil sige, at hvis en virksomhed er omfattet af og overholder den gældende overenskomst på området, så er ILO 94 samtidig respekteret.

Ingen ændring

Direktør i Skanderborg Kommune Lars Kirkegaard siger i en kort kommentar, at man ikke forstår Dansk Byggeris beskyldninger.

Han oplyser, at kommunen fortolker arbejdsklausulen efter ILO 94 som “den altid har været fortolket", det vil sige med grundlag i kollektive overenskomster på området.

I indstillingen til ny arbejdsklausul ved kommunale udbud i Skanderborg hedder det blandt andet, at der skal sikres arbejdere løn, “som ikke er mindre gunstige end dem, der i henhold til kollektiv overenskomst (...) gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag".

Peter Stenholm siger, at Dansk Byggeri skal være de første til at beklage, hvis man har fejlfortolket Skanderborgs signaler om fortolkning af arbejdsklausulen.

Udbudsklausulerne er som nævnt på byrådets dagsorden til mødet i aften.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095