Energinet.dk glemte beboerne
Energinet.dk glemte" i første omgang at høre en lang række borgere i Ishøj og Høje Taastrup, inden opførelsen af stor transformatorstation
Folketinget besluttede sidste år, at der skal laves en ny havmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen, og det er statens selskab Energinet.dk, som har fået opgaven med at opføre de anlæg, der skal få strømmen i land.
Bedst og billigst
Energinet.dk, der er ejet af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, har foretaget en undersøgelse, der viser, at den bedste og billigste løsning er at forbinde havmølleparken med elnettet ved Ishøj, hvor der i forvejen seks kilometer fra kysten ligger en transformatorstation.
Den nye transformatorstation kan blive 110 meter lang, 50 meter bred og 25 meter høj.
- Det er vigtigt at understrege, at projektet er i en tidlig fase. Det er bedst at placere transformatorstationen i Ishøj, men der er ikke taget stilling til, om en måske kommende transformatorstation præcist skal ligge det ene eller andet sted inden for projektområdet, om den skal ligge på den ene eller anden led, eller hvordan den skal se ud, siger chefprojektleder Jens Christian Hygebjerg fra Energinet.dk.
Nyt borgermøde
Han understreger, at borgerne har mulighed for at kommentere og komme med forslag til placeringen, og at cirka. 500 lodsejere med jord inden for de foreslåede projektområder oprindelig modtog brev om sagen, ligesom der blev indrykket annoncer om to borgermøder.
Men ikke alle naboer fik altså direkte besked. Derfor fik de heller kendskab til de to borgermøder, der blev holdt 15. og 16. maj.
Materialet er nu sendt til borgere i et større område i både Ishøj og Høje-Taastrup kommuner, og den oprindelige fireugers frist for at komme med forslag og kommentarer er forlænget med to uger.
Det er Naturstyrelsen og Energistyrelsen, der har udsendt materialet, og det er også de to myndigheder, der skal lave den VVM-redegørelse, der vurderer virkningen på miljøet, altså konsekvenserne for mennesker, dyr, planter og landskab.