23948sdkhjf

Et helt kvarter løftet ud af ballade

I Lundtoftegade på Nørrebro er omfanget af hærværk faldet med 80 procent. Det er sket efter mere end to års indsats, gennemgribende renoveringer til 146 mio. kroner og et kvarterløft der også landsdækkende giver genlyd
Boligblokke med mørke og lukkede svalegange har fået nye facader med udsmykkede glas.

Et bølgemotiv bevæger sig over facaderne og fortsætter op på gavlene af de 12 etager høje blokke.

Udvendige, transparente trappetårne skaber tryghed, og nye boldbaner er anlagt til bebyggelsens unge.

I og omkring Lundtoftegade på Nørrebro var forandring stærkt tiltrængt.

Pålsson Arkitekter, blandt mange andre, har gennem knap to år stået i spidsen for at ombygge og renovere otte boligblokke i AKB Lundtoftegade og arealet omkring.

Målet har været et kvarterløft, der skaber større tryghed og tiltrækker mere ressourcestærke beboere.

- De fysiske forandringer har løftet kvarteret væk fra det ghettopræg, det havde tidligere, mener Søren Holck-Christiansen fra Pålsson Arkitekter.

Tegnestuen har 20 års erfaring med at udvikle løsninger og gennemføre projekter, som skaber bedre rammer for livet i byen. Den fysiske helhedsplan har koster 146,7 mio. kroner, der er finansieret med tilskud, som KAB har søgt i Landsbyggefonden.

Hærværk faldet

- I almene boligområder kan det være svært at få beboerne til at tage ejerskab og passe på bygningen og faciliteter, holde orden og så videre, siger Kenneth Fuglsang, ejendomsleder i Lundtoftegade

- Men ombygningen fungerer. Den trygge bolig, de trygge rammer får mange til at tage ejerskab og ville det bedste. Effekten kan vi blandt andet se på hærværkskontoen. Omfanget af hærværk er faldet med 80 procent, påpeger Kenneth Fuglsang,

Mange analyser

- Der ligger en række analyser og planer forud. Vores mål har været at skabe en identitetsskabende arkitektur, der fungerer. Hvor de fysiske tiltag skaber de ønskede forandringer, siger Karsten Pålsson fra arkitektvirksomheden af samme navn, Pålsson Arkitekter.

Han fortsætter:

-Det stod klart, at et middel ville være at få nogle større boliger ved at sammenlægge små lejligheder. Derfor blev det besluttet at ombygge en blok med 80 et-værelses lejligheder til 30 boliger med fire-fem værelser. De er attraktive for familier og mere ressourcestærke beboere. Blokken er totalrenoveret. De små lejligheder er lagt sammen og renoveret med nye gulve, nyt køkken og bad mm. Som prikken over i’et har lejlighederne fået store altaner monteret udenpå facaden.

Indbrudssikrede ståldøre

- Et lukket og gråt præg på bebyggelsen var medvirkende til at skabe utryghed. Forstærket af påsatte brande i kældrene, hærværk og indbrud fra svalegangene ind i lejlighederne, siger Søren Holck-Christiansen, Pålsson Arkitekter.

- Alle 699 lejligheder har nu fået indbrudssikker, stålforstærket hoveddør ud til svalegangene, og der er isat nye vinduer med forstærket glas, siger han.

Arkitekterne vil desuden med de stiliserede bølger på facaden, hylde Lygteåen og Ladegårdsåen, som indtil 1960’erne løb langs med bebyggelsen.

-Vi har bevaret de flade tage og murede gavle som tidstypiske for boligblokke årgang 1966-70, siger arkitekten.

Stolte af Lundtoftegade

En af de nye tilflyttere, Peter Hegnhøj, siger i den pressemeddelelse, der blev sendt ud i anledning af færdiggørelsen:

- Vi valgte Lundtoftegade, da vi så, hvor meget der var gjort for at forny og forbedre forholdene. Sammenlægningen af de små lejligheder har givet velproportionerede boliger, som er attraktive. Og udvendigt er der taget fat om de problemer, der skabte en negativ stemning og kunne skæmme tilflyttere væk, siger han.

Peter Hegnhøj fremhæver lys på gangene og åbne trapper, man tør gå op ad:

- Den åbenhed skaber også en åbenhed over for andre beboere, og så får du en positiv udvikling. I dag siger vi, at vi kommer fra Lundtoftegade. Vi siger ikke Nørrebro. Det er et godt billede af den forandring, som renoveringen har betydet.

AKB Lundtoftegade er opført i 1965-70 og omfatter 699 lejemål. Samlet huser bebyggelsen omkring 2.500 mennesker.

Fakta om renoveringen

Ÿ Bygherre: AKB Lundtoftegade/ KAB Bolig

Ÿ Arkitekt: Pålsson Arkitekter A/S

Ÿ Hovedentreprise: B. Nygaard Sørensen A/S

Ÿ Entreprisesum: 146,7 mio. kroner

Ÿ Periode: 2010-2012
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112