Hjem i arbejdstøjet

Det kan godt være, at det er uheldig timing, at Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen vælger at kombinere et familiebesøg i forbindelse med sin deltagelse i miljøtopmødet i Rio de Janeiro i Brasilien, men det er ikke god sportsånd at gå efter manden frem for efter bolden.

Det er nemlig langt mere uheldigt, at lederen af landets største parti inden sin afrejse har valgt at vende ryggen til forhandlingerne om en skattereform, der i sit udkast kunne gøre et ikke uvæsentligt indhug i den topskat, som flertallet af danske håndværkere er så konkurrencemæssigt belastet af, at det går så meget ud over deres konkurrenceevne, at Venstre med sin modvilje mod reformforhandlinger reelt spiller bolden over til et hold af billigere udenlandsk arbejdskraft.

Nok er Lars Løkke Rasmussen sit partis ubestridte leder, men i sin folketingsgruppe råder Venstre over ikke færre end tre tidligere skatteministre, der med deres indsigt og baggrund forhåbentlig ville have været godt kvalificerede til at tage forhandlingerne med Regeringen om en skattereform op til seriøs overvejelse.

Det er således ikke ufortjent, at Venstres exit fra forhandlingerne om en skattereform vækker utilfredshed i kredsen af kernevælgere og blandt store dele af støtterne i erhvervslivet, som med den bebudede lettelse af topskattebyrden kunne have opnået en økonomisk forbedring af privatøkonomien og jobskabelse i virksomhederne, som i omsat stand ville være kommet hele samfundet til gavn; også de ledige. Derfor skal Lars Løkke Rasmussen have held og lykke med sin deltagelse i miljøtopmødet i Sydamerika, men samtidig bydes velkommen hjem til en ny forhandlingsrunde i arbejdstøjet.

Efter Licitationens opfattelse har alle ansvarlige partier på Christiansborg uanset størrelse og politisk kulør demokratisk pligt til at byde ind, når landets regering lægger op til forhandling om noget så væsentligt som finansieringen af den danske samfundsmodel.

Man kan på sin vis godt argumentere for, at det i særlig grad gælder de største partier, heriblandt Venstre, men det mener partiet tilsyneladende ikke selv, og dermed spiller V selv bolden over til de mindre partier, som man i hvert fald for Enhedslistens vedkommende er langt fra enige med.

I øvrigt giver Venstres fravær i reformforhandlingerne partiets tidligere samarbejdspartnere på den liberale, borgerlige fløj en chance for at gøre deres indflydelse gældende uden at skulle stå til regnskab for "storebror".