23948sdkhjf

To sider af samme sag

Hvordan ville danskerne mon reagere, hvis regeringen meddelte, at den fra årsskiftet, fordi staten mister moms, indfører en ny afgift på de radiser og den karse, danskerne dyrker hjemme i vindueskarmen, eller på de æbler og jordbær vi høster i haven.

Utænkeligt vil de fleste sikkert mene, men ikke desto mindre er det nøjagtigt det samme argument, regeringen bruger, når den vil forringe den nettomålerordning, der i dag gør det attraktivt at installere solceller i privatboliger. Forringelsen af ordningen begrundes med, at staten mister store indtægter, fordi danskerne selv producerer deres strøm, og at el-måleren derfor løber baglæns.

Det er desværre vigtigere for regeringen at få penge i statskassen til at opretholde de mange offentlige stillinger end at bevare de mange stillinger i det private erhvervsliv, der er skabt af solcelleordningen. For ikke at nævne de store miljøfordele, der er forbundet med, at flere og flere danskere vælger at producere vedvarende energi.

Den store Building Green messe i Forum viste med al ønskelig tydelighed det store fokus på ikke bare vedvarende energi, men energieffektiviseringer som helhed. Hvis regeringen nu forringer eller fjerner nettomålerordningen, fjernes samtidig det fantastiske incitament til dels at producere vedvarende energi og dels at spare på energien, som en elmåler repræsenterer.

Man skal være meget argumentresístent, hvis man vil benægte, at det for de fleste danskere har en meget incitamentsfremmende effekt at kunne se elmåleren løbe baglæns. Forringer regeringen nettomålerordningen vil det kun bekræfte alt for mange danskere i, at “det der med CO2-påvirkning af klimaet", det skal man ikke tage så alvorligt endda. Det gør politikerne nemlig ikke.

Ikke mindst må det understreges, at netop nu vil en forringelse af en ordning, der ikke alene skaber mere vedvarende energi, men også tusinder af arbejdspladser, være en hæl direkte ned i en meget øm ligtorn. Regeringen risikerer, at den for at “tjene" 350 mio. kroner i øgede afgifter, fjerner måske et par tusinde job og dermed giver det samlede regnestykke et minus på bundlinien. Det strider mod al sund økonomisk fornuft, men det er på den anden side jo ikke ligefrem økonomisk fornuft, der plejer at præge den politiske beslutningsproces.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079