Producent sikrer sig fornyet kapitalgrundlag
Nordjysk elsselskab skyder flere penge i producent af varmepumper og ser stort markedspotentiale
Flere vil komme til, ligesom der er mulighed for en væsentlig eksport, og snart forventes også større danske offentlige institutioner og private virksomheder for alvor at få øjnene op for perspektiverne, efterhånden der tages fat på relevante energirenoveringer, som ofte giver så store driftsmæssige besparelser, at investeringen er tjent hjem på få år.
Den vision og målsætning er HEF, Himmerlands Elforsyning, villig til at investere i og har derfor besluttet at skyde 15 mio. kroner i Dansk Varmepumpe Industri (DVI) i Barmer uden for Nibe.
Dermed skaber man det kapitalgrundlag for DVI, der skal til for at ruste virksomhedens organisation til en kraftig fremtidig vækst og første skridt er en styrkelse af både DVIs projekt- og salgsafdeling.
Leanproduktion
DVI, der har cirka 40 ansatte, har mere end 30 års erfaring i fremstilling, servicering og kontinuerlig videreudvikling af varmepumper. Set fra HEFs side bidrager samarbejdet også til at opfylde de krav, som myndighederne stiller til elforsyningen om fremtidige energibesparelser og CO2-reduktion, samt til at modsvare elforbrugernes voksende interesse for energieffektive løsninger.
DVI er en af landets fire store producenter af varmepumper - såvel luft som jord - og DVI producerer, servicerer og udvikler avancerede computerstyrede varmepumper. Desuden benytter DVI leanproduktion af op mod 300 variationer og skræddersyr anlæg, der meget præcist passer til hver enkelt kundes konkrete behov.
Varmepumperne er dansk producerede helt fra bunden, hvilket af HEF også opfattes som væsentligt i en tid, hvor produktionsvirksomheder i Danmark generelt har det svært og ofte flytter udenlands.
Medejer siden 2009
Som medejer siden 2009 har HEF fulgt DVIs produktudvikling tæt og bidraget til en gennemgribende omstilling af alle dele af virksomheden.
- Markedet for varmepumper udvikler sig kraftigt i disse år, og kombinationen mellem varmepumper og for eksempel solceller er en privat- og energiøkonomisk attraktiv cocktail. DVIs tekniske førerposition er et godt afsæt for øget vækst og beskæftigelse i Nordjylland, siger Jan Ravn.
Hos DVI glæder virksomhedens stifter, medejer og direktør gennem 30 år, Henning Pallesen, sig over fremtidsudsigterne, hvori også indgår planer om et eksportfremstød i Norge.
- HEF har altid, mens de har været medejere, troet på vores idéer, og som sparringspartner hjulpet med til at forretningsudvikle dem. Det har jeg svært ved at se ændre sig på grund af deres yderligere økonomiske engagement. Tværtimod har vi sammenfaldende interesser, forklarer DVI-direktøren.
Hidtil største kontrakt
DVI underskrev i august selskabets hidtil største kontrakt på levering af tre 40 kW luft/vand varmepumper, et 40 kW-jordvarmeanlæg samt en styring, som kombinerer solvarme, jordvarme, luft til vand-varmepumper og fjernvarme alt sammen til Egmont Højskolens nye vandtrænings- og rehabiliteringscenter i Odder.
- Der er efterhånden mange, der kan levere varmepumper, men vi er, så vidt jeg ved, den eneste producent, der beskæftiger ingeniører, hvis eneste opgave er at få de større anlæg til at spille meningsfuldt sammen med virksomhedernes og institutionernes eventuelt øvrige energianlæg, påpeger Henning Pallesen.
DVI udvikler også varmepumpeanlæg, der er forberedt på at indgå i det kommende intelligente styring af elnettet på nationalt plan - det såkaldte "Smart Grid", hvor driften af varmepumperne optimeres under hensyntagen til prissignalerne fra elsystemet.