23948sdkhjf

Investeringsrus sikrer tusindvis af byggejob

Danmark står foran en af de største fornyelser af infrastruktur i årtier med investeringer på 340 milliarder.
I de næste 10 år vil staten og kommunerne investere 340 milliarder kroner i landets infrastruktur. Det fremgår af en opgørelse, som Børsen har foretaget.

Ifølge avisen skal man tilbage til 1990'erne for at finde tilsvarende store investeringer i veje, jernbaner, broer og kloakker.

Forbedringerne ventes at kunne fastholde 40.000 job i byggeriet og i dets følgeindustrier, skønner Dansk Byggeri.

Tidligere overvismand Claus Vastrup fremhæver den netop indgåede trafikaftale til 10 milliarder kroner, hvor der er sat penge af til en ny Storstrømsbro og en ny motorvej mellem Herning og Holstebro.

- Udbygningerne af motorvejsnettet er samfundsøkonomisk meget rentable, fordi det forbedrer trafikafviklingen. Man får dermed et meget stort udbytte af investeringerne. Derfor er der fornuft i denne trafikplan, siger han til Børsen.

Desuden er satsningen godt timet i lyset af lavkonjunkturerne.

Tidspunktet for investeringerne er velvalgte, fordi krisen i dansk økonomi ser ud til at blive langvarig, tilføjer han.

Ingeniørselskaberne er enige. Brian Gardner Mogensen, analysechef i den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij, mener, at investeringerne falder på et tørt sted.

- Hvis Børsens tal er korrekte, er der tale om en ekspansiv økonomisk politik, der med sikkerhed vil påvirke den danske bygge- og anlægsbranche særdeles positivt i form af meromsætning og merbeskæftigelse, siger han til Børsen.

Blandt de største projekter det kommende årti er broen over Femern Bælt til omkring 50 milliarder kroner, Metrocityring og Metro i København til 16 milliarder kroner og Togplan DK til 27 milliarder kroner.

Desuden vil kloaknettet landet over blive moderniseret for 70 milliarder kroner.

Ud over investeringerne på 340 milliarder kroner i infrastruktur bygges der i de kommende år nye supersygehuse for cirka 40 milliarder kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094