23948sdkhjf

Renoveringer fylder firmaers ordrebøger

Boligrenoveringsprojekter giver entreprenørerne bedre ordrebøger
Flere linjer er udfyldt i entreprenørernes ordrebøger end længe. Endda kan de mange ordrer være skyld i, at nogle projekter sorteres fra. Det var tilfældet med et boligrenoveringsprojekt til knap 230 mio. kroner i Riddersborgparken i Nakskov. Her var Hoffmann A/S og B. Nygaard Sørensen A/S prækvalificeret, men begge firmaer valgte at trække sig, blandt andet fordi de havde travlt med andre opgaver.

- Vi har travlt for tiden, og det var den primære grund til, at vi afstod fra at afgive bud. Selvfølgelig er der andre forskellige parametre der også spiller ind - eksempelvis hvor håndværkerne bor henne, fortæller Lars H. Nielsen, adm. direktør i B. Nygaard Sørensen.

Ordrebeholdningen i B. Nygaard Sørensen ligger på over 700 mio. kroner, og virksomheden har order et godt stykke ind i det næste år. Ifølge Lars H. Nielsen er det hovedsageligt alle de renoveringsprojekter, boligselskaberne sætter i gang, der er skyld i den forholdsvise høje efterspørgsel pt.

Lidt mere aktivitet

Ifølge adm. direktør i Hoffmann Torben Bjørk Nielsen er der en lille bedring at spore i byggeaktiviteten.

- Vi har godt at regne på for tiden. Vi vurderede i forbindelse med Riddersborgparken, at der var andre mere lukrative opgaver, der passer bedre til det, vi gerne vil - nemlig at blive involveret tidligt i processen, siger han.

Pihl & Søns konkurs er med til at fylde Hoffmanns ordrebog. Hoffmann overtog for cirka en måned siden opgaven med at bygge det 17.500 kvm stort outlet-center Copenhagen Designer Outlets i Høje Taastrup. Kontraktssummen lyder på 146 mio. kroner eksklusive moms.

- Det er den eneste opgave, vi indtil nu har overtaget efter Pihl & Søn, men vi sidder også og arbejder på at overtage nogle af opgaverne, men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Torben Bjørk Nielsen.

Gang i boligrenoveringer

Hos Hansson & Knudsen A/S oplever man også, at renovering af den almene boligmasse giver flere ordrer.

- Vi har lige nu den bedste ordrebeholdning nogensinde, og vi kan bekræfte, at det i høj grad er renoveringsprojekterne, der er med til at give byggebranchen et løft, siger adm. direktør Povl Christensen.

Ordrebeholdningen ligger på en halv mia. kroner, og Povl Christensen vurderer, at virksomheden har ordrer to år frem.

- Det giver medarbejderne en tryghed, og de er mere glade og tilfredse, når de ved, at der er arbejde i lang tid fremadrettet, siger han.

Flere år frem

Landsbyggefonden, som lejerne selv betaler til, har i flere omgange forhøjet renoveringsrammen, og det er den, der gør det muligt for boligselskaberne at sætte gang i mange renoveringsprojekter. Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet vil fondens samlede bevillingsbeløb ligge på 29 mia. kroner i årene 2011-2016.

Seniorøkonom i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen bekræfter, at det er renoveringsprojekterne, der holder byggeaktiviteten oppe.

- Renoveringer af de almene boliger er det helt store vækstområde lige nu. Landsbyggefonden gav tilsagn om støtte for 11 mia. kroner i 2012, hvor det var 6,5 mia. i 2011 og 2,6 mia. i 2010, så det er steget ganske kraftigt. Det tager tid, fra man bevilger, til der kommer aktivitet, og det er derfor vi ser højere aktivitet lige nu, siger Finn Bo Frandsen, som forventer, at renoveringsprojekterne vil ligge på samme høje niveau de kommende år.

- Det gavner både de små og mellemstore virksomheder samt de helt store i hele landet, siger Finn Bo Frandsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11