Byggenyt
ROSLEV: Et flertal i Skive Kommunes økonomiudvalg er indstillet på at sige ja til en plan om udbygning af Roslev Skole, skriver Morsø Folkeblad.
Udbygningsplanen omfatter tre klasselokaler, tre grupperum, toiletter og en aula og forventes at kunne realiseres for knap fem mio. kroner. Desuden skal skolens biologilokale udvides ved at iddrage nogle depotlokaler ved siden af.
RY: Ry Hallernes bestyrelse har fået grønt lys fra politikerne i Skanderborg Kommunes kulturudvalg til at arbejde videre med en større udbygningsplan, skriver Århus Stiftstidende.
Udover en ny idrætshal, som Skanderborg Byråd allerede har bevilget ni mio. kroner til, lægger halbestyrelsen nu planer for en springhal og måske et nyt indgangs- og cafeområde kaldet Væksthus i en senere etape. Endelig er der planer for en omdannelse af arealerne uden om hallerne, idet den nye hal tager en del af de nuværende parkeringspladser.
Bestyrelsen håber, at opførelsen af den nye idrætshal og springhallen til en samlet værdi af 12 mio. kroner kan sættes i gang næste år.
DOMMERBY: 14 beboere i den nordlige del af Dommerby er stærkt foruroligede over et forslag til en lokalplan, som Skive Byråd har godkendt, og som nu er ude i høring, skriver Skive Folkeblad.
Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre 11 boliger og et fælleshus på et stykke jord, der ligger nord for børnehaven i Dommerby.
De 14 beboere forstår ikke, at Skive Kommune har besluttet ikke at foretage en miljøvurdering af projektet, idet de mener, at byggeriet ikke kan undgå at få miljømæssige konsekvenser for området. De protesterende beboere har stilet klagen til Natur- og Miljøklagenævnet.
Boligerne er tegnet af arkitektfirmaet Meissner + Sigh.
REGION SJÆLLAND
LEJRE: Arbejdet med at gøre klar til udvikling af den store kommunale jordlod lige midt i Lejre, Degnejorden, går nu i gang, skriver Dagbladet Roskilde.
I første omgang skal en rådgiver hyres til at hjælpe med at holde et temamøde om mulighederne, og vedkommende skal vurdere forskellige perspektiver for forskellige boligtyper og boformer på stedet.
REGION SYDDANMARK
JELLING: Foderfabrikken på omfartsvejen Mangehøje i Jellings østlige udkant vil udvide. Men udvidelsen er kun mulig, hvis fabrikken af Teknisk Udvalg i Vejle Kommune får lov at sætte en 50 meter høj skorsten op, skriver Vejle Amts Folkeblad.