Byggenyt
AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt den lokalplan og det kommuneplantillæg, der muliggør en udvidelse Aalborg Lufthavn, endeligt.
Planerne sikrer Aalborg Lufthavn udbygningsmuligheder i takt med forventningen om, at antallet af flyafgange og destinationer vil stige. Forventningerne - inden for en relativ kort tidshorisont - er, at Aalborg Lufthavn vil betjene over to mio. passagerer, svarende til en stigning i flyoperationer på 40 procent.
Planerne sikrer blandt andet mulighed for terminaludvidelse med for eksempel taxfree butiksområde, etablering af flere standpladser for fly, udvidelse af parkeringsfaciliteterne samt etablering af hotel, flyhangarer og værksteder.
region midtjylland
ejsing: Teknisk udvalg i Holstebro Kommune skal på sit møde den 17. juni tage stilling til et forslag til lokalplan for et fjernvarmeværk og vandværk ved østparken i Ejsing.
Ejsing Fjernvarmeforsyning A.m.b.a. ønsker at etablere et nyt selvstændigt biomassefyret varmeværk. På længere sigt er det planen, at der skal eableres et solvarmeanlæg. I forbindelse med opførelsen af varmeværket vil der også blive etableret en akkumuleringstank på 350 kbm, som passer til solvarmeanlægget.
REGION SJÆLLAND
KORSØR: Slagelse Kommmune har fremlagt et forslag til lokalplan, der skal skabe grundlag for etablering af en dagligvarebutik på op til 1.000 kvm på ejendommen Tårnborgvej 22 -28 i Korsør, til offentlig høring.
Projektet vil kræve, at eksisterende ejendomme på Tårnborgvej nr. 26 og 28 bliver revet ned. Bebyggelsen på Tårnborgvej nr. 30 kan erstattes af nyt byggeri til blandet bolig og erhvervsformål, uafhængig af den planlagte dagligvarebutik.
Lokalplanforslaget er offentligt fremlagt frem til den 27. juli.
REGION HOVEDstaden
HEDEHUSENE: Høje-Taastrup Byråd har vedtaget et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et areal ved Ansgarkirken i Hedehusene. Forslagene er nu fremlagt til offentlig høring frem til den 6. august.
Lokalplanen vil gøre det mulig at opføre syv boliger ved Ansgarkirken.
FURESØ: Kommunerne har fået lov til at bruge flere penge i 2013, og derfor kunne Furesø Byråd forleden fordele 14 mio. kroner ekstra, der blandt andet går til fornyelse af legepladser og bedre undervisningsmiljø på skolerne.
Der bliver tale om at fremrykke fornyelsen af legepladser i institutioner, om at etablere nye lokaler til Alugod Spejdergruppe og forbedre forhold for de udviklingshæmmede i Lynghuset.
Furesø Kommune vil også bruge fem mio. kroner til første etape af et samlet rådhus/ombygninger i Værløse mv, ligesom der bliver penge til indretning af Bybækskolen til midlertidige kulturelle aktiviteter og foreningsaktiviteter.