Anlægsnyt
MØLLER - FREDERIKSSUND: Frederikssund Kommune har offentliggjort et debatoplæg om store vindmøller.
Med debatoplægget indkaldes idéer, forslag og bemærkninger til den videre kommuneplanlægningsproces. Frederikssund Kommune holder et borgermøde om vindmølleplanerne den 14.juni.
PARKERING - SKÆLSKØR: Onsdag den 6. juni holder Slagelse Kommune borgermøde om projektet med at give Skælskør bymidte et nyt og forbedret udseende.
Der er afsat 12 mio. kr. til projektet, som vedrører Algade, torvene og havnen. Indtil videre ligger der en foreløbig skitse til renoveringsprojektet. Det er lavet af arkitekter på baggrund af resultatet af en idécamp, der blev holdt i december måned sidste år og et rundspørge, der blev foretaget på Algade i foråret. I det foreløbige forslag er det meningen, at parkeringen skal væk fra de tre torve; Nytorv, Svanetorvet og Havnepladsen, og i stedet vil man lave parkeringspladser ved området ud til Næstvedvej bag ved Algade. Algades kørebane skal gøres smallere, og der skal etableres træer og parkeringsbåse i begge sider af vejen. Det færdige projekt ventes klar til byrådsvedtagelse til september. 2012 er afsat til planlægningsår, mens det endelige arbejde går i gang i 2013, skriver Sjællandske.
REGION HOVEDSTADEN
STRAND - VALBY: En badestrand i Valbyparken. Det er ét ud af i alt 15 projekter, som Valby Lokaludvalg arbejder med at beskrive og konkretisere i regi af en bydelsplan for Valby, fortæller ugeavisen Valby Bladet.
Forudsætningen for at det bliver muligt at etablere en badestrand i Valbyparken er, at vandet fra Harrestrup Å bliver renset. Københavns Kommune har allerede afsat midler til en del af dette projekt, og der arbejdes i disse måneder på at færdiggøre et analysearbejde, der skal klarlægge hvordan man kommer helt i mål. Bydelsplanen skal indgå i kommunens forhandlinger i forbindelse med de kommende års budgetforhandlinger.
RUNDKØRSEL - FREDENSBORG: Krydset mellem Kirkeltevej og Isterødvejen ligger højt blandt Fredensborg sorte pletter på vejnettet. I snit sker der to ulykker om året i krydset, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Fredensborg Kommune har afsat penge til ombygning af krydset til en rundkørsel på næste års budget. Forslaget er lige nu i høring i Miljøcenter Roskilde.