23948sdkhjf

Arbejdsgivere ønsker yderligere fleksibilitet

Dansk Håndværk ønsker friere rammer til arbejdstilrettelæggelsen i den ny overenskomst
Arbejdsgiverne ønsker mere fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelse og friere rammer til at tilrettelægge arbejdstiden.

Sådan var budskabet til folkeskolelærerne fra Kommunernes Landsforening og fra finansminister Bjarne Corydon (S) til lærerne i gymnasier og på erhvervsskolerne, da man skød de kommunale henholdsvis de statslige overenskomstforhandlinger i gang. Og budskabet er ikke meget anderledes fra den hastigt voksende arbejdsgiverorganisation for byggeriets små og mellemstore virksomheder Dansk Håndværk.

Dansk Håndværk og Byggegruppen i 3F har netop haft første møde i forbindelse med OK-13.

- Det er tid til at modernisere vores overenskomst. Mange af medlemsvirksomhederne oplever overenskomsten som alt for snæver. Der er brug for at udvide rammerne, så det bliver lettere og hurtige at tilrettelægge arbejdet i forhold til forskellige aktiviteter, som er hverdagen i de små og mellemstore håndværksvirksomheder, siger Dansk Håndværks direktør Erik Møbius.

Modernisering tiltrængt

På det første møde mellem parterne blev der ikke udvekslet krav men alene drøftet de temaer, som parterne forventer bliver gennemgående ved forhandlingerne.

- Og vi har ikke lagt skjul på, at vi synes, der er behov for mulighed for øget fleksibilitet med hensyn til arbejdstidsregler og overtidsregler. Det hele er for skemafastlagt og stramt. Nogle elementer i overenskomsten er gamle og trænger simpelthen til at blive moderniseret i forhold til dagens virkelighed. Det handler for eksempel om, hvem der må lægge betontegl og hvem der må lægge lertegl. Den slags bestemmelser giver ikke længere mening, og det er også mit indtryk, at man lokalt finder ud af det og fraviger reglerne, men så er der jo faktisk tale om overenskomstbrud, og det kan i værste fald resultere i en faglig sag, siger Erik Møbius.

Han erkender, at overenskomsten giver mulighed for at fravige visse af overenskomstens bestemmelser, hvis der lokalt på den enkelte arbejdsplads kan opnås enighed om det.

- Men det kræver skriftlighed og godkendelse af organisationerne, hvorfor det opleves bøvlet, siger Erik Møbius.

Billigere uden OK

Dansk Håndværk betragter modernisering af overenskomsten som en forudsætning for fortsat at kunne tiltrække og dermed overenskomstdække de mindre håndværksvirksomheder.

- Man kan frygte, at nogle vælger at stå udenfor, fordi det simpelthen er nemmere og billigere rent lønmæssigt, da man jo kan slippe for pension og andre overenskomstmæssige tillæg ved ikke at have en overenskomst, og det er jo de virksomheder, vores medlemmer skal konkurrere med, siger Erik Møbius.

Dansk Håndværk har de seneste år oplevet en flot medlemsudvikling. Organisationen har i dag 650 aktive medlemsvirksomheder og har i år haft en netto tilvækst på 117 medlemmer eller 22 procent. Der forventes fortsat nettotilgang i 2013.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra 3F’s topforhandler, gruppeformand for Byggegruppen Peter Hougård Nielsen, efter det første overenskomstmøde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094