Rådgivere har succes i Kina
Danske rådgivere sætter fokus på indholdet i Kinas store masterplaner
Det er nogle af opskrifterne på succes for byggeriets rådgivere i de store vækstmarkeder.
I Kina har de rådgivende ingeniører fra Cowi sammen med arkitektvirksomheden schmidt hammer lassen oplevet en stime af fremgang.
Ikke mindst på de mere helhedsorienterede og velfærdsrettede løsninger, har rådgiverne vist deres værd.
Schmidt hammer lassen har haft en forrygende vækst siden etableringen af eget kontor i Shanghai i 2011, og Kina vil om nogle få år få en andel af omsætningen og medarbejderstaben i shl på 30-40 procent. Intet dansk firma i byggesektoren er på vej til at få så godt fat i Kina.
- Det er en fordel for os, at vi kan bringe en anden viden ind i projekterne, for eksempel hensynet til omgivelserne og sociale forhold, siger direktør Bente Damgaard, schmidt hammer lassen. - Vores bygherrer forstår at værdsætte de forhold og vores kvalitet. De forstår betydningen af et differentieret valg af arkitekter til forskellige projekter, siger hun.