23948sdkhjf

Cowi har fortsat vækst

Den internationale rådgivningskoncern Cowi udviklede sig positivt med fortsat vækst og øget indtjening på alle hovedmarkeder i 2012
Effekten af Cowis koncernstrategi med øget produktivitet, styrket ordrebeholdning og lavere omkostninger er slået igennem, viser 2012-regnskabet.

I 2012 opnåede Cowi vækst i alle sine regioner og store forretningsområder og øgede sin omsætning med ni procent til 5.118 mio. kroner og egenproduktionen med otte procent til 4.193 mio. kroner.

Dermed fortsætter virksomheden de senere års positive udvikling i basisforretningen.

- Vi ser nu effekten af vores “PowerHouse"-strategi, der skal styrke vores centrale forretningsenheder, indtjening og konkurrenceevne. I 2012 har vi således oplevet øget produktivitet og lavere omkostninger, ligesom vores forretning melder om den stærkeste ordrebeholdning i mange år, fortæller koncerndirektør Lars-Peter Søbye.

Oman skylder penge

Cowi havde 6.089 medarbejdere ved udgangen af 2012 mod 6.166 i 2011.

Til trods for den positive udvikling i omsætningen og indtjeningen i basisforretningen, påvirkes årets samlede resultat dog af en enkeltstående hensættelse i forbindelse med bygningen af to internationale lufthavne i Oman.

Her havde Cowi betydelige honorarer til gode ved aftalens udløb den 31. december 2012, som virksomheden vil tage de nødvendige skridt for at inddrive fra bygherren i 2013.

Resultat af primær drift er faldet fra 77 mio. kroner i 2011 til -199 mio. kroner i 2012. Resultatet af primær drift før særlige hensættelser og restrukturering udgjorde 133 mio. kroner i 2012.

- Vi har i 2012 knækket kurven på markeder, som har været hårdest ramt af den økonomiske krise, siger Lars-Peter Søbye i en pressemeddelelse.

Fortsat vækst

I 2012 har Cowi købt en af USA’s førende virksomheder inden for tunneller og bygning af underjordiske strukturer, Jenny Engineering Corporation, og de to norske specialistvirksomheder Stormorken & Hamre samt A-tek.

Samtidig har man styrket konkurrenceevnen ved at investere i nye projektstyringssystemer, systematisk efteruddannelse af projektledere og kompetencecentre i Indien og Litauen.

- Vi er ledende inden for især tunneller, broer, vand, infrastruktur, transport og energi, som er store vækstområder lige nu, fortæller Lars-Peter Søbye.

Det er da også inden for disse områder, at Cowi har landet nogle af sine største opgaver i 2012. Det gælder den nye letbane i Odense, Tappan Zee-broernes hovedspænd i New York samt udbygningen af Mälar Energi i Vesterås, der inkluderer bygningen af et stort forbrændingsanlæg.

Selv om rådgiverne forventer, at den globale økonomiske krise fortsat vil påvirke virksomhedens kernemarkeder i 2013, forventer virksomheden en pæn vækst i omsætningen og meget tyder på, at den positive økonomiske udvikling i Cowis kernemarkeder i Nordamerika, Norge og Sverige vil fortsætte i de kommende år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188