Genopdag byggepolitikken
Vi skal genopdage de byggepolitiske visioner fra begyndelsen af 2000-tallet om mere værdi, lavere priser, gennemsigtige byggemarkeder, mere læring og mere innovation og en målsætning om forbedrede rammebetingelser, der blev sammenfattet i fire pakker:
En bygherrepakke, en konkurrencepakke, en samarbejdspakke og en innovationspakke. Skulle vi ikke begynde med at undersøge hvad der er sket i de 10 år?
I dag er fokus flyttet til klimaet, men byggeriets udvikling er ikke uvigtig. Derfor er det glædeligt, at Ministeren for Klima, Energi og Byggeri Martin Lidegaard (R) nu vil sætte sig i spidsen for formuleringen af en ny byggepolitik.
Trin 1 skal være, at man stiller krav til byggeriet! Både gennem regulering og ved de offentlige byggeopgaver som staten, kommuner og almene selskaber udbyder. Stramningerne af energikravene i bygningsreglementet er et godt eksempel på, at krav virker og udvikler byggeriet.
Andre af branchens udfordringer har rod i den meget opsplittede organisation mellem fag, rådgivere og udførende, bygherrer og leverandører m.fl.
Her kan man hente inspiration og udviklingspotentiale i byggematerialeindustrien, som viser vejen til produktionsformer, der minder om moderne, industrielt produktionsflow.
I andre brancher har tværgående fusioner eller organisk udvikling skabt forretningsmodeller, som matcher kundernes samlede behov. I byggeriet er næsten alle fusioner horisontale, det vil sige arkitekter med arkitekter, entreprenører med entreprenører osv. Byggepolitikken bør skabe incitamenter til vertikale fusioner i branchen, så man kan levere gennemarbejdede og gennemdesignede produkter til byggeriets kunder.
Byggekombinater, der kan det meste, smager desværre af den tidligere Østbloks mange mangler, men sådan var det ikke i 1920’ernes Berlin, da de første byggekombinater så dagens lys.
Resultaterne står der stadig i Zehlendorf, Britz, Weisse Stadt og andre store bebyggelser, der i dag er fredede og beskyttet også af Unesco. Men også i Danmark, Sverige og Norge kender vi disse virksomheder.
En ambitiøs byggepolitik kan skabe rammer for lokomotiver i form af udviklingsprogrammer, der fremmer faste forhold og samarbejdsrelationer, der minder om byggekombinater.
Det vil forbedre ledelsesmulighederne. Og det vil komme medarbejderne til gode i form af bedre sikkerhed, færre arbejdsulykker og større faglig stolthed.
Vi bør også genopfinde den danske enkelhed. Langt mere af byggeprocessen kan foregå under tag under industrielle betingelser, og vores arkitekturhistorie fortæller os om mange gode og smukke bygninger, der fundamentalt set er gentagelser og teknisk genbrug – typificeringer som ildebrandshusene fra det tidligere 1700-tal, byggeforeningshusene fra det sene 1800-tal og det store sociale byggeri af toværelses familieboliger i 1930’erne og 1940’erne.
Vi bør også genopfinde Byggeriets Udviklingsråd. De sidste 20 år har budt på forskellige udviklingsprojekter, fra Proces og Produktudvikling i 1990’erne over Projekt Hus, Byggeriets Fremtid, Byggeriet i Videnssamfundet, Byggeriets Digitalisering, Byg Sol, Værdibyg osv.
Men branchen har (igen) brug for ét samlende, kraftfuldt viden- og erfaringscenter.
Genopdag også diskussionen om videnbaseret udvikling af byggeriets produktion. Det er kompliceret at bygge et hus, men processen er en underlig blanding af traditionelle rutiner med rod langt bagude og avanceret viden og tænkning om både arkitektonisk og teknisk design. Producenterne og formidlerne af byggeviden er splittet op i mange små og nogle få, lidt større enheder. Branchen har fået et Byggeforskningsinstitut, men dansk byggeviden sakker bagud og har gjort det i årevis.
Og sidst – men absolut ikke mindst – nybyggeri udgør kun nogle få procent af den samlede bygningsmasse. Fornyelse af den ældre bygningsmasse bør vægtes langt højere, end Plejer, der skal pensioneres!
Vi glæder os til en ny og historiebevidst byggepolitik.
“Byggepolitikken bør skabe incitamenter til vertikale fusioner i branchen, så man kan levere gennemarbejdede og gennemdesignede produkter til byggeriets kunder."
