Installatører ansætter flere lærlinge
Beskeden fremgang i antallet af uddannelsesaftaler for elektriker- og vvs-lærlinge
- Tendensen er udtryk for, at branchen har det lidt bedre og tror lidt mere på fremtiden, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq, installatørernes arbejdsgiverorganisation.
De seneste praktikpladstal fra Ministeriet for Børn og Undervisning viser, at der i de første 11 måneder af 2012 blev indgået 1.183 uddannelsesaftaler på elektrikerområdet og 541 for vvs-uddannelsen. Det er for begge uddannelsers vedkommende en fremgang på omkring fire procent i forhold til samme tidspunkt i 2011. Der er også fremgang i forhold til både 2009 og 2010. Samtidig er køen til praktikpladser blevet kortere for begge uddannelser.
Omsætningen stiger
- Installationsbranchen forventer en omsætningsfremgang på seks-otte procent i 2012, og derfor er det ingen overraskelse, at branchen også tør ansætte flere lærlinge. Der er dog kun tale om en lille fremgang, og der er langt igen til rekordindtagene i 2006 og 2007, hvor man nåede over 2.000 uddannelsesaftaler på elektrikeruddannelsen og som bedst næsten 900 på vvs-uddannelsen, siger Tina Voldby.
- Når der er noget at lave, så stiger antallet af aftaler. Der bliver også ansat flere lærlinge, når det er sværere at få fat i ledig arbejdskraft. Ikke mindst på elektrikerområdet oplever vi, at der er virksomheder, som har svært ved at få den arbejdskraft, som de efterspørger, og det har den afledte positive effekt, at der i stedet ansættes flere lærlinge. Vi skal imidlertid have uddannet langt flere til branchen. Det er alle enige om, fordi vi ellers risikerer at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Når virksomhederne alligevel er tilbageholdende, er det fordi, de opfører sig ansvarligt og ikke ansætter lærlinge uden at kunne overskue ordrebogen, idet alle føler en stor forpligtelse til at kunne gøre lærlingenes uddannelse færdig, siger Tina Voldby.
Hun forventer, at fremgangen i uddannelsesaftaler i installationsfagene vil fortsætte i 2013.
Generel tilbagegang
Ud over elektriker- og vvs-uddannelserne kan også struktøruddannelse notere fremgang. Med 348 indgåede uddannelsesaftaler er der tale om en fremgang på 13 procent i forhold til samme tidspunkt i 2011.
Under ét er der imidlertid indgået næste ni procent færre uddannelsesaftaler under bygge- og anlægsindgangen til erhvervsuddannelserne. Det skyldes ikke mindst, at der er sket et voldsomt fald i antallet af lærepladser til murer- og tømrerlærlinge.
Antallet af praktikpladssøgende inden for bygge og anlæg var ved udgangen af november 2.444 unge. Det er det laveste antal i 2012. Værst ser situationen ud for tømrerlærlinge. Knap 800 unge mangler en læreplads i tømrerfaget, 538 malerlærlinge er uden praktikplads.
I øvrigt er antallet af lærlinge i skolepraktik for opadgående.