Entreprisechef har 25 års jubilæum
Den 45-årige Thomas Ellegaard Nielsen tog HF efter 10. klasse og senere et år på Vejle Idrætshøjskole i 1985-86. Hans første arbejdsår var på Juncker Industri/savværk, før han i 1987 startede i det daværende Rasmussen & Schiøtz som timelønnet graver.
Allerede i 1992 forfremmes han til formand og i 1997 til produktionsleder. Rasmussen og Schiøtz blev senere en del af NCC Construction, hvor Thomas Ellegaard Nielsen i 2009 udnævnes til entreprisechef.
Anlægsarbejdet har været centralt i Thomas Ellegaard Nielsens karriere med store kabelprojekter for blandt andre KTAS, TDC og Dong Energy. Blandt kollegerne er han kendt for sit gode humør og for at have godt styr på økonomistyringen - en skrap talknuser, der slår de fleste i sudoku.
Privat er Thomas Ellegaard Nielsen gift på 10. år med Birgit, som han har børnene Katja, Marcus og Jeppe med. De bor i Terslev, som Thomas Ellegaard Nielsen selv med et smil kalder "den dejligste lille flække", seks kilometer uden for Haslev på Midtsjælland.
Fra barnsben af har Thomas altid været en ivrig fodboldspiller. De seneste år er fodbolden dog lagt en smule på hylden til fordel for badminton og golf.