Metro-entreprenør erkender manglende overenskomst
Forlig mellem 3F og metro-entreprenøren Trevi afslutter en af flere sager mod den italienske storentreprenør
Erkendelsen har ført til indgåelse af et forlig med 3F om en bod på 350.000 kroner og afslutning af sagen med den manglende overenskomstdækning.
Sagen er, at Trevis danske selskab, der er medlem af Dansk Byggeri, i en periode frem til april sidste år benyttede to andre Trevi-selskaber som underentreprenører uden at betale efter overenskomsten.
- Trevi og Dansk Byggeri har erkendt, at Trevi-underentreprenørerne skulle have været omfattet af overenskomsten og har ønsket at forlige denne del af sagen. Det var vi også interesserede i, og vi er godt tilfredse med, at denne sag er ude af verden. Der er jo desværre indtil flere andre sager med Trevi, siger Michael de Gier, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.
Trevi Group arbejder som underentreprenør for det ligeledes italienske metrokonsortium Copenhagen Metro Group.
Trevi Group udfører de såkaldte indfatningsvægge, de vandtætte mure omkring de dybe byggegruber, hvor der skal anlægges underjordiske metrostationer.
På et fællesmøde i september sidste år blev Trevi af 3F præsenteret for et krav på tilsammen godt syv mio. kroner for blandt andet manglende overenskomst, underbetaling, systematisk omgåelse af overarbejdsreglerne, manglende pensionsindbetaling samt manglende indbetaling af feriepenge og søgnehelligdagsbetaling.
Siden er tilføjet en ny sag om usaglig afskedigelse af en fagligt aktiv dansk jord- og betonarbejder.
Det er første del med hensyn til den manglende overenskomstdækning, der nu er afklaret. De andre forhold kører videre og forberedes til Arbejdsretten og Afskedigelsesnævnet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til forliget fra Dansk Byggeri.
Tidligere har konsulent Erling Olsen, der fører sagerne for Trevi, over for Licitationen betegnet forholdene som begyndervanskeligheder.
- Jeg er sikker på, at Trevi har viljen til at overholde overenskomsten, sagde han i forbindelse med fællesmødet.