Københavnsk valg for eller imod havnetunnel
Enhedslisten og SF støtter Frank Jensen, men ikke hans ønske om en havnetunnel til 27 mia. kroner
Socialdemokraterne og overborgmester Frank Jensen (S) har netop fremlagt et trafikpolitisk udspil for de kommende fire år, og her indgår en østlig omfartsvej i form af en havnetunnel som bidrag til en bedre trafikafvikling i København.
Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er imidlertid imod havnetunnelen.
Morten Kabell, spidskandidat for Enhedslisten, mener derfor, at der bliver tale om et trafikvalg.
- Overborgmesteren kan få svært ved at skaffe sig flertal for en havnetunnel. Det er kun fire mandater, der skal skifte side, siger han.
Den afgørende uenighed om havnetunnelen får dog ikke Enhedslisten, der har udsigt til at blive næststørste gruppe i Borgerrepræsentationen, til at pege på andre end Frank Jensen som overborgmester.
- Vi er lodret uenige på dette punkt, men det betyder ikke, at vi vil pege på en borgerlig overborgmester. De borgerlige går også ind for havnetunnelen, så for os handler det om, at der bliver et flertal i Borgerrepræsentationen imod havnetunnelen, siger Morten Kabell.
Mindre støj og forurening
Transportministeriet har fremlagt et forslag til en overordnet linjeføring for en havnetunnel, der går fra Østerbro via Nordhavnsvej over Nordhavn og Refshaleøen og videre under Amager med tilslutning til Amagermotorvejen.
Borgerrepræsentationen har principgodkendt, at der kan arbejdes videre med dette forslag, men man har ikke lagt sig fast på hverken antal eller præcis placering af til- og frakørselsanlæg til havnetunnelen. Der er heller ikke fundet finansiering af tunnelen, der senest er opgjort til 27 mia. kroner.
- En havnetunnel vil flytte tusindvis af biler, og særligt lastbiler, fra det centrale København og under vandet og jorden. Den vil aflaste størstedelen af vejnettet i det centrale København og flere af ringvejene i hovedstadsområdet. Dermed styrkes fremkommeligheden på vejene, så de eksisterende biler kan komme hurtigere frem. Samtidig skabes der bedre plads til busser, cykler og fodgængere, og det betyder mindre støj og luftforurening i det centrale København, siger Frank Jensen.
Tunnel giver flere biler
Morten Kabell mener imidlertid, at en havnetunnel vil trække flere biler til byen.
- Der er uden tvivl gader, der vil blive aflastet, men en havnetunnel vil give flere biler i byen og betyde en tilsanding af trafikken og den nødvendige trafik som for eksempel varekørsel og håndværkerbiler vil få det sværere. Derfor læner vi os op ad Trængselskommissionens anbefalinger, siger han.
Enhedslisten har også en fremlagt en trafikplan for København, hvor man skitserer, hvad man kan få for de 27 mia. kroner. Man foreslår blandt andet i stedet fire letbaner, roadpricing, flere cykelstier og lavere billetpriser i den kollektive transport.
Heller ikke SFs teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal er imponeret over det socialdemokratiske trafikudspil.
- Langt størsteparten af de nye penge i Socialdemokraternes forslag er 27 mia. kroner til en havnetunnel, der vil ødelægge flere af vores grønne og rekreative områder med til- og frakørsler og gøre det nemmere at køre i bil til København. Det er en befriende ærlig udmelding til fordel for sorte trafikinvesteringer i biler og stiller de grønne vælgere i København over for et klart valg, siger Ayfer Baykal.
I flere etaper
Frank Jensen mener, at havnetunnelen kan bygges i flere etaper og at der i første omgang er brug for en forlængelse af den kommende Nordhavnsvej ud til selve Nordhavn.
Frank Jensen mener, det er en forudsætning for udviklingen af Nordhavn som ny bydel, og Socialdemokraterne ønsker derfor snarest muligt at indgå en aftale med staten om denne første etape af havnetunnelen.
Morten Kabell er enig i, at der er brug for at forbinde Nordhavnsvej med Nordhavn gennem tunnel, men at det ikke er et argument for at lave tunnel øst om København via Refshaleøen og Amager.