Politisk flertal for ny Storstrømsbro
En ny Storstrømsbro står højt på ønskesedlen på Christiansborg. Den politiske vurdering går på, at en nybygget bro vil være at foretrække
Det viser en rundspørge, P4 Sjælland har foretaget blandt trafikordførerne fra fem partier - regeringspartierne S, SF og de Radikale samt Venstre og Dansk Folkeparti.
Trafikordførerne vil under alle omstændigheder have en langtidsholdbar løsning, så godstogene fra den kommende Femern-forbindelse uden problemer kan brage over broen.
Langsigtet mål
En af dem, der håber på, at der bliver råd til en helt ny bro, er Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn:
- Jeg synes, vi skal tænke langsigtet, og der er det formentlig en helt ny bro, der er den bedste løsning, siger han til P4 Sjælland.
Også Venstre Christian Pihl Lorentzen understreger, at løsningen skal være langsigtet:
- Vi skal have en sikkert virkende jernbaneforbindelse over Storstrømmen. Det kan ikke nytte, vi laver en lappeløsning. Det her skal holde i 80 eller 100 år.
Anne Baastrup fra SF er positiv over for en ny bro, medmindre der kommer klar indstilling fra eksperterne om det modsatte:
- Vi skal ikke kaste gode penge efter dårlige, så medmindre der kommer en klar indstilling om, at vi skal renovere, hælder jeg mest til, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at finde pengene, siger hun.
De radikales trafikordfører Andreas Steenberg siger, at der skal bygges en ny bro på et tidspunkt, men han vil først se, om det kan betale sig at levetidsforlænge den gamle bro. En ny bro har blandt andet den fordel, at den forberedes til elektrificering af jernbanen.
Dansk Folkeparti har som det eneste parti lagt sig fast på, hvilken løsning partiet ønsker. Opfordingen fra trafikordfører Kim Christiansen er klar:
- Byg en helt ny jernbanebro ved siden af den nuværende Storstrømsbro. Så kan godstogene fra Femern-forbindelsen i fremtiden drøne over Storstrømmen uden problemer - og samtidig kan de lokale cykle og køre over den gamle bro, siger han til P4 Sjælland.
Entreprenørerne klar
I Dansk Byggeri siger direktør Niels Nielsen i tråd med de udtalelser, han kom med i onsdags i Licitationens tema om brobyggeri:
- Det er overordentligt vigtigt, at Danmark har en robust og velfungerende infrastruktur. Vi har i den senere tid set flere eksempler på, at tingene nogle steder ikke er optimale, men det er samfundsmæssigt alt for dyrt, hvis vi ikke får broerne med, siger han. Men hensyn til togtrafikken over Storstrømsforbindelsen, så er den gamle bro jo designet til nogle helt andre belastninger, end de, der køres med på broen i dag. Defor er en løsning en ny forbindelse, siger Niels Nielsen til Licitationen.
Han vil dog ikke lægge sig fast på, hvilken forbindelse han foretrækker.
- Der er en lang række tekniske forhold, som skal afgøre den sag, såsom bundforhold, fundering, og ikke mindst også økonomi, tilføjer han.