Minister åbner Transport 2013 i Herning
Transportminister Henrik Dam Kristensen åbner Transport 2013 i Herning i dag
- Det glæder os meget, at transportminister Henrik Dam Kristensen har takket ja til at foretage den officielle åbning af Transport 2013 i Herning, som er hele branchens samlede mødested og Skandinaviens største transportmesse, siger projektchef Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning.
Politik på menuen
Politik er et af temaerne på Transport 2013, hvor der afholdes politisk mini-topmøde under messen. Her mødes branchens medlemmer og politiske repræsentanter fra Christiansborg til politisk debat og kommer omkring nogle af de udfordringer, branchen kæmper med i dagligdagen. Området med politisk debat er en videreudvikling af konceptet fra 2011, hvor hele transportudvalget valgte at flytte fra mødelokalet på Christiansborg til Herning. Den politiske debat vil centrere sig omkring de mange udfordringer, der kan påvirke branchens fremtid.
- Transportbranchen er en branche i konstant udvikling, teknologisk såvel som politisk. Særligt de seneste år har der både været masser af udfordringer og udvikling for transportbranchen. Derfor er det ekstra positivt, at transportministeren møder op på messen, hvor hele branchen er samlet. Efter åbningen kommer ministeren en tur rundt i messehallerne og besøger udstillerne, og her er der en oplagt mulighed for en konstruktiv og åben dialog mellem branchen og ministeren, afslutter Henriette Træholt.
TV-vært styrer
Trine Sick nok bedst kendt fra sin tid på Tv-avisen vil som ordfører på det politiske minitopmøde styre et panel på 12 deltagere rundt i forskellige emner, der alle centrerer sig om, hvordan transportbranchen vil se ud om 10 år. Emnerne, der vil blive debatteret, er konkurrenceevne, afgiftsændringer, udkantsdanmark, nummerpladeafgifte og momsregler.