Antallet af fyringsvarsler stiger kraftigt
Antallet af varslede fyringer stiger til det højeste niveau siden 2010. Antallet af ledige job stiger også.
Der er traditionelt flere fyringsvarsler i januar på grund af årstiden, men selv hvis tallene er sæsonkorrigeret, er det "markant", lyder det fra Danske Bank i en kommentar.
- Det høje niveau i antallet af fyringsvarsler bekræfter vores hidtidige syn på udsigterne for arbejdsmarkedet. Vi vil se yderligere fald i beskæftigelsen og tilsvarende stigninger i ledigheden de kommende måneder, skriver økonom Jens Nærvig Pedersen.
Han forventer af samme grund, at der vil stå cirka 180.000 personer i ledighedskøen, hvilket er en stigning på 10.000-15.000 personer.
Handelsbanken ser ingen snarlig vending for dansk økonomi på baggrund af tallene.
- Trods de bedringstegn vi har fået fra især industri- og eksportsektoren på det seneste, er der således i dagens tal ikke noget, der peger på, at arbejdsmarkedet står til en snarlig vending i mere positiv retning, skriver cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.
Han glæder sig dog over, at antallet af ledige job på jobnet.dk stiger. Men han mener ikke, at det fjerner det negative indtryk.
Det mener man til gengæld hos Nordea. Her skriver senioranalytiker, Jan Størup Nielsen, at antallet af ledige job nu er på sit højeste niveau siden begyndelsen af 2011, samtidig med, at antallet af arbejdsløse er faldet fire måneder i træk.
Tallet er steget fra 13.429 personer i december til 16.892 i januar. Korrigeret for sæsonudsving svarer det til en stigning på 700 personer.
- Det tyder på, at det store fald vi så i beskæftigelsen i 3. kvartal sidste år ikke bliver starten på en ny kraftig nedtur, da mange virksomheder allerede har foretaget den nødvendige tilpasning i beskæftigelsen, skriver Jan Størup Nielsen.
/ritzau/