Byggenyt
GLADSAXE: Gladsaxe Byråd har sagt god for, at der gives rådighedsbeløb og anlægsbevilling på 700.000 kroner til ombygning af Møllegårdens serverings- og betjeningsområde til anretterkøkken. Der skal søges byggetilladelse til projektet samt søges om godkendelse hos Fødevarestyrelsen. Ibrugtagning forventes ultimo april 2014.
HORNBÆK: Der skal opføres et kombineret plejehjems- og daginstitutionsbyggeri i Hornbæk.
Det har hidtil været tanken, at byggeriet skulle placeres ved Hornbæk Idrætsforenings tennisanlæg, men nu er også et forslag om at placere det på et areal, der i dag hører ind under Stenstrupgaards jord, kommet i spil.
Der er tale om et byggeri på i alt 7.240 kvm, som vil koste omkring 107 mio. kroner, hvis det opføres ved tennisbanerne, og knap 104 mio. kroner, hvis det opføres på Stenstrupgaards jorder.
Det nye byggeri skal huse knap 50 plejehjemsbeboere og over 100 børn.
REGION SYDDANMARK
GRINDSTED: Otte nye almene plejeboliger kan nu blive bygget på Sydtoften i Grindsted, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Billund Byråd har sagt ja til planerne om at opføre de otte boliger, der vil få en samlet pris på 13,3 mio. kroner. Der er tale om boliger med en gennemsnitlig størrelse på 75 kvm.
HEJNSVIG: Teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune har besluttet sig for at godkende en lokalplan, som kan gøre det muligt at opføre en idrætshal og en børnehave i forbindelse med Hejnsvig Skole.
Der er sandsynligvis også et nyt multihus på vej i Filskov. I hvert fald er Billund Kommune indstillet på at at støtte FDF Filskovs multihuse-planer med 515.000 kroner. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
ødsted: Menighedsrådet i Ødsted har siden foråret brugt mange timer på at besøge sognehuse rundt omkring i landet for at få inspiration til det sognehus, der skal bygges i Ødsted. Den kommende tid skal bruges til at omsætte inspirationen til mere konkrete visioner for udformning og indretning af det kommende sognehus og lave et oplæg til de arkitekter, der skal tegne huset.
Når så engang de første arkitektskitser ligger klar, kan menighedsrådet gå i gang med at indhente de nødvendige tilladelser til byggeriet.
REGION MIDTJYLLAND
RESENBRO: Silkeborgfirmaet Levehuse har projekteret 22 gårdhavehuse, som skal opføres på Sommervej i Resenbro.
Boligerne opføres på en privat udstykning skabt af brødrene Henrik og Torben Nyehuus, og de sælges gennem Nybolig. Der bliver tale om huse i størrelser fra 110 og 140 kvm.
GL. RYE: Østjysk Bolig vil opføre 33 lavenergi-boliger på Hedelundvej i Gl. Rye. Skanderborg Kommune har godkendt projektet og givet tilsagn om økonomisk støtte, og detailprojekteringen er sat i gang. Boligforeningens direktør Allan Søstrøm siger til Midtjyllands Avis, at man forventer at gå i gang med at bygge næste år, og at man efter byggestart regner med at blive færdige i løbet af 12 månder.
VIBORG: Der skal opføres et nyt bofællesskab til unge handicappede uden et tungt plejebehov, fortæller Viborg Stifts Folkeblad.
Et byggeri til omkring 40 mio. kroner på cirka 1.000 kvm fordelt på 12 boliger og et fælles serviceareal skal opføres et sted i Asmild, og det forventes klar til indflytning engang i løbet af 2015.
Pengene er bevilget og arbejdet med projektering med mere kan gå i gang.