Mangel på vejfokus
Det skyldes først og fremmest årevis med manglende politisk fokus på den danske infrastruktur. Der er, på trods af at bilisterne bidrager med mange milliarder kroner til statskassen, brugt penge på alt muligt andet end veje, jernbaner og kollektiv transport. Derfor står vi nu i en situation, hvor tusinder af timer daglig spildes i bilkøer på indfaldsvejene til de store byer. Hvis så bare, at der var et alternativ til bilen, men det er der reelt ikke. Ikke ret mange af de bilister, der tilbringer tid i bilkøerne, skulle vælge at benytte de kollektive transportmidler, før det kollektive system ville bryde totalt sammen, og de mange tusinde bilister foretrækker at sidde i en lun bil i stedet for at tilbringe ventetiden på en iskold togperron i venten på de tog, der er forsinket. Og når så toget endelig kommer, skal man stå op hele vejen som de nok så berygtede sild i tønde".
1863, 1900, 1902 og 1912 - det er årene, hvor henholdsvis London, Paris, Berlin og Hamborg fik deres første undergrundsbane/metro. København fik sin miniversion af en metro i 2002. Og først om fem-seks år kan københavnerne og de mange tusinde pendlere glæde sig over en metro, der reelt batter noget. Det er som om danske politikere halter voldsomt bagefter, hver eneste gang der skal besluttes infrastrukturprojekter, og når de så endelig beslutter sig, foregår det med diverse lokalpolitiske studehandler som sidegevinster". Det oplevede vi ikke mindst med Storebæltsforbindelsen, som meget få danskere i dag ville undvære. En vigtig infrastrukturforbedring, men 40 år for sent. Danskerne vil gerne bruge de kollektive transportmidler, men de stiller også krav til, at transporten foregår til tiden og så behageligt som muligt. Der er brug for store vejinvesteringer i Danmark de kommende år, især i kommunerne landet over, hvor politikerne i årevis passivt har ladet stå til og vejene er blevet forfaldne. Spørgsmålet er, om den politiske vilje til at prioritere er til stede. Sporene - eller mangel på samme, skræmmer desværre.