Danske vilkår skal sikres på Femernforbindelse
Folketinget debatterede i sidste uge mulighederne for gennem arbejdsklausuler at sikre, at så stor en del af arbejdspladserne som muligt går til dansk arbejdskraft
Derfor måtte Folketinget torsdag gennem en forespørgselsdebat, hvor Bent Bøgsted (DF) blandt andet henviste til udtalelser fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om, "det skal være slut med, at udenlandske bygge- og anlægsarbejdere får de danske job, udelukkende fordi de er billigere, og at regeringen vil indføre en fælles overenskomst på de store statslige byggerier".
Skræmmer
- Det er principielt vigtigt at få klarlagt det hundrede procent. Vi synes, det er et godt tiltag fra transportministeren, men vi har jo også set det er selvfølgelig det, der skræmmer at der i forbindelse med den sønderjyske motorvej stort set kun var udenlandske arbejdere. Ved Vejle Fjord var der udenlandske arbejdere, og på Metrobyggeriet er der også udenlandske arbejdere langt hen ad vejen, sagde Bent Bøgsted blandt andet.
Bent Bøgsted henviste til, at der alene på elementfabrikken skal være 2.000-3.000 mand, og at det næppe ligefrem er nødvendigt at hente arbejdskraft fra udlandet for at få de opgaver udført.
Dårlige erfaringer
Bent Bøgsted henviste til dårlige erfaringer ved allerede igangværende anlægsprojekter.
- Hvordan skal det sikres, at der ikke lige pludselig er nogen, der går til 30 kroner i timen og tager alle jobbene i Danmark? Hvis man kigger på Metroringen, er der 14 nationaliteter, der arbejde. Det ville være skrækkeligt, hvis et kinesisk selskab kom med 3.000 kinesiske arbejdere, der vil arbejde til 20-30 kroner i timen. Det ville slet ikke være til at styre herhjemme, påpegede Bent Bøgsted.
Gør alt
Henrik Dam Kristensen slog i sit svar fast, at regeringen vil gøre alt for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår i forbindelse med byggeriet af den faste forbindelse.
Femern A/S har som bygherre stillet krav om, at entreprenører "i den sidste ende kun kan få adgang til at løse opgaverne, hvis de kan dokumentere, at de lever op til alle krav til sikkerhed, miljø og ikke mindst ordentlige arbejdsvilkår, og at de naturligvis besidder de nødvendige tekniske og finansielle kompetencer".
Ifølge den nuværende tidsplan skal anlægsloven fremsættes i efteråret 2014, og endelige anlægskontrakter kan underskrives i begyndelsen af 2015.
- Selve byggeriet skal foregå i to forskellige lande med to forskellige regelsæt. Al national lovgivning i det land, hvor arbejdet udføres, skal naturligvis efterleves. Det vil sige, at alt arbejde, der udføres på henholdsvis dansk og tysk territorium, skal ske i overensstemmelse med dansk henholdsvis tysk lovgivning, sagde ministeren.
Mange arbejdspladser
Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre er af den opfattelse, at FemernBælt-projektet vil give mange arbejdspladser både i Danmark og Nordtyskland, ikke mindst hos mange underleverandører.
- Det er vigtigt, at vi fra statens side tager skridt til at undgå risiko for løndumping i forbindelse med sådanne offentlige anlægsarbejder, sagde Kristian Pihl Lorrentzen.
Han slog fast, at der i anlægsfasen i perioden 2015-2021 i Region Sjælland forventes at være gennemsnitligt 2.000 årsværk beskæftiget direkte eller indirekte med byggeriet, herunder i forbindelse med fremstilling af de store tunnelelementer.
Sætter hårdt ind
Socialdemokraten Ane Halsboe-Larsen mener, at årsagen til, at det danske arbejdsmarked er presset, især skyldes virksomheder, "der ikke vil betale det, det koster":
- I modsætning til tidligere praksis sætter vi nu hårdt ind, fordi vi mener, at det rent faktisk skal have en konsekvens at snyde og underbyde. Problemet med social dumping løses ikke sådan med et fingerknips. Det har fået lov at vokse sig rigtig stort i en årrække, og det kommer til at tage tid at rydde op. Det kan vi, der sidder med det i det daglige, tydeligt se. Men som offentlig arbejdsgiver må vi gå foran, og derfor skal der i alle kontrakter kræves ordentlige løn- og arbejdsforhold, sagde Socialdemokratiets ordfører.
Klausuler fordyrer
Det eneste parti, der ikke slutter op bag arbejdsklausuler, er Liberal Alliance.
- Da Femern Bælt-forbindelsen netop skal overholde de i forvejen gældende EU-regler, mener vi ikke, at der er grund til at gøre yderligere for at overvåge løn- og arbejdsvilkår, som ministeren tidligere har foreslået. Liberal Alliance mener, at de nuværende muligheder er tilstrækkelige, og faktisk kan yderligere overvågning af arbejdsvilkårene tendere til chikane af arbejdsgiverne. Jeg kan forstå, at man blandt andet fra Socialdemokraternes side ønsker at indsætte arbejdsklausuler i udbudsmaterialet. Det mener vi i Liberal Alliance er at gå for langt. En ting er, at arbejdsklausuler vil fordyre projektet for arbejdsgiverne, fordi man vil have særlige regler i udbudsmaterialet. Derudover vil man også med arbejdsklausuler skabe et yderligere bureaukrati i hele udbudsprocessen, da man jo blandt andet kan stille krav om, at virksomheder skal oprette praktikpladser. Arbejdsklausuler vil i sidste ende betyde, at projektet bliver dyrere, og omkostningerne vil i sidste ende blive hældt over på de danske skatteydere. Konsekvensen vil blive et velstandstab for den enkelte og for samfundet som helhed, sagde Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører, Joakim B. Olsen.