Her er hjælpen til murerarbejdsmanden
Nu er den motoriserede stenvogn på markedet
Den motoriserede stenvogn er blevet til på foranledning af Byggeriets Arbejdsmiljøbus og i et samarbejde med en række parter og med støtte fra Forebyggelsesfonden.
Der er i første omgang produceret 10 eksemplarer, som byggevirksomheder landet over kan få på prøve i nogle dage.
I går havde Jesper Nielsen og Claus Mehlsen, konsulenter i Byggeriets Arbejdsmiljøbus, den ny stenvogn med på en byggeplads i Virum, hvor typehusfirmaet Lind & Risør er i gang med at opføre en stor villa. Firmaets murersjak skal nu i nogle dage have mulighed for at prøve det ny hjælpemiddel.
Murer Charlie Christensen lavede sin egen test og kørte et stenhoved med 112 sten op på et stillads.
- Det klarede den, men normalt har vi og skal vi kun have paller med 80 sten, og så tror jeg den vil være perfekt. Det handler om at passe på sig selv, og vognen kan uden tvivl spare os for nogle af de hårde belastninger. Jeg er spændt på, hvad batteriet kan holde til, lød den umiddelbare kommentar,
Markant forbedring
To ting adskiller den motoriserede stenvogn fra en traditionel stenvogn. For det første er det motoren, det vil sige et stærkt batteri, som trækker hjulene, og betyder at vognen ikke skal skubbes eller trækkes.
Det andet er en vippeklap, der indebærer, at vognen ikke skal rejses i lodret stilling for at komme ind under en palle med sten. Klappen udløses mekanisk. Stenvognen er beregnet til 80 sten men kan justeres til 112 sten.
Konsulent Jesper Nielsen, der selv er murerarbejdsmand, er begejstret for den motoriserede stenvogn.
- Det er et teknisk hjælpemiddel, der virkelig markant kan forbedre arbejdsmiljøet for murerarbejdsmanden. Vores håb er derfor, at vognen vinder udbredelse, siger han.
I første omgang går de 10 demonstrationsmodeller på tur mellem forskellige virksomheder og byggepladser forskellige steder i landet, så mange sjak får mulighed for at afprøve vognen.
Følger med
Lind & Risørs ledelse vil følge arbejdet med afprøvning af den motoriserede stenvogn og afvente medarbejdernes tilbagemeldinger, inden der træffes beslutning om et eventuelt indkøb af nye tekniske hjælpemidler.
- Vi er interesseret i, at vores folk har et godt arbejdsmiljø og kan holde længe på arbejdsmarkedet, så vi vurderer hele tiden, hvordan arbejdsgange kan lettes. Udfordringen er samtidig at begrænse antallet af tekniske hjælpemidler, så derfor så vi gerne et specialprodukt, som ud over at kunne transportere mursten kan flere andre ting og erstatte tunge løft, eksempelvis også hejse mørtel, men det er muligt, det er for meget forlangt, siger teknisk chef Jan Hansen.
- Der er benhård konkurrence på markedet, og vi bliver spillet af banen hver dag på grund af prisen. Derfor skal vi se nøje på alle omkostninger, men omvendt er det også dyrt ikke at have de bedste medarbejdere og tilfredse medarbejdere, siger han.
Jan Hansen oplyser, at Lind & Risør i øjeblikket har syv-otte murersjak, og en beslutning om at investere i den motoriserede stenvogn naturligvis vil indebære, at alle sjak skal have en.
Det er entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen A/S, der har været vært for udviklingsarbejdet og har fået bevilget penge gennem Forebyggelsesfonden.
Selve udviklingsarbejdet er foregået i et samarbejde mellem Enemærke & Petersen og firmaets murersjak, rådgivningsvirksomheden Alectia, ingeniørfirmaet Lolle & Nielsen samt producenten Smart Lift.
Virksomheder, som er interesseret i at afprøve den motoriserede stenvogn, skal rette henvendelse til Byggeriets Arbejdsmiljøbus, der har konsulenter over det meste af landet.