23948sdkhjf

Halvdelen af landets kommuner får penge til anlæg

44 kommuner får lov til at overføre penge, så man kan afslutte projekter med renovering af skoler og plejehjem
Bedre idrætsfaciliteter, nye sundhedshuse og renovering af veje.

Det er nogle af de projekter, som 44 kommuner landet over nu får mulighed for at afslutte.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har godkendt, at de 44 kommuner overfører kommunale lånetilsagn for over 800 millioner kroner til 2013.

Pengene skal bruges til i alt 219 kommunale anlægsprojekter, som også inkluderer renovering og forbedring af folkeskoler, daginstitutioner og plejehjem.

- Kommunerne har allerede udvist stort ansvar for og vilje til at investere og forbedre lokale skoler, børnehaver, plejehjem, idrætshaller og veje. De prioriterer effektivt og har bremset udviklingen i driftsudgifterne, siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

- Samtidig har regeringen allerede givet kommunerne mulighed for at skrue op for anlægsudgifterne med to milliarder kroner i 2013 i forhold til budgette, siger hun og tilføjer:

- Jeg vil gerne kvittere for den lokale prioritering ved at understøtte, at 219 kommunale anlægsaktiviteter kan komme helt i mål i 2013 til gavn for både borgere og for den lokale beskæftigelse.

Beslutningen betyder ifølge Vestager, at stort set alle planlagte anlægsinitiativer i landets kommuner i 2012 kan gennemføres, selv om pengene ikke er blevet brugt i 2012.

Eksempelvis kan aktiviteter i Kerteminde Kommune med etablering af en ny storbørnehave i Langeskov fortsætte. Det samme kan renoveringen af Rask Mølle Skole i Hedensted Kommune og arbejdet med en ny daginstitution i Bækmarksbro i Lemvig Kommune.

De 44 kommuner har siden december 2012 søgt Økonomi- og Indenrigsministeriet om overførsel af lånetilsagn til 2013 fra tidligere år.

Tre af landets kommuner har dog fået afslag på penge til otte anlægsprojekter, fordi projekterne ikke er kommet i gang.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097