Østergaard A/S vil bore længst og størst
Med købet af landets absolut største maskine til styret underboring, satser Østergaard A/S på fremtiden
Investeringen, som Østergaard A/S har gjort, er en kæmpestor maskine til styret underboring, af mærket Prime Drilling som er af tysk oprindelse.
Den største
Maskinen kan trække 150 tons og har en rotationskraft på 50 tons, og er dermed den største af slagsen i Danmark. Selvsagt kan den ikke selv køre rundt, men fragtes på blokvogn, med dertil hørende efterfølgende containere med rør, tanke til bentonit og andet. Maskinen har påmonteret en kran, så den selv kan løfte borerørene over i kassetten.
- Vi har faktisk anskaffet maskinen til opgaver som fjordkrydsninger, det vil sige opgaver hvor vi skal bore under for eksempel en fjord. Maskinen her skal til Guldborgsund om nogle dage for at løse en opgave hvor den skal bore under sundet og op på den anden side, forklarer Morten Oxholm, der er afdelingsleder for styret underboring, der repræsenterer omkring en fjerdedel af Østergaard A/S samlede aktiviteter. Østergaard A/S er et helejet selskab i Aarsleff-koncernen.
Styrer ovenfra
- Når vi borer under vand, kan vi jo ikke sådan gå ovenpå med vore søgere og måleinstrumenter. Her foregår styringen ved hjælp af nogle gyroer, som er placeret på overfladen. Et kabel er med inde i borerøret, og således kan vi styre borehovedet så præcist at det på 1.000 meter rammer med en halv meters præcision, forklarer han.
- Vi oplever at der er flere udbud på området. Vi får en del konkurrence fra tyskerne og hollænderne, og med denne maskine kan vi for alvor tage konkurrencen op. Vi opererer nemlig heller ikke kun i Danmark, men også i Norge, Sverige og Tyskland, forklarer han.
Maskinen vejer 33 tons i egenvægt, og dertil kommer al udstyret som borerør, bentonit, tanke, vand med videre. Maskinen alene repræsenterer en investering på omkring 11 mio. kroner.
- Denne bamse her kan bore i dimensioner op til 1.200 mm og den kan bore ud i 1.600 meters længde, forklarer han.
God aktivitet
Afdelingen for styret underboring hos Østergaard A/S i Vejle har 26 medarbejdere og 11 kørende enheder. Firmaet råder over 13 maskiner i meget forskellig størrelse, og ifølge Morten Oxholm er der mere end rigeligt at se til i øjeblikket:
- Vi er rigtigt godt tilfredse med aktivitetsniveauet. Vi regner rigtigt mange tilbud, så vi er sådan set nogle glade mennesker, siger han.