Det hæfter du for ved tyveri
Får du stjålet din mobiltelefon på ferien, skal du ikke blot melde den stjålet hos det lokale politi. Også teleudbyder skal have besked.
I lovens § 62 fremgår det af stykke 2:
- At man hæfter med "op til 1100 kroner for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet"
- At man kan hæfte "med op til 8000 kroner for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet", hvis:
* betaleren har undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet eller
* hvis betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.
Man handler groft uansvarligt og hæfter for op til 8000 kroner, hvis man blandt andet ikke har passet ordentlig på sine forskellige pinkoder.
Det er altså ikke nok, at man melder sin mobiltelefon stjålet hos den nærmeste politistation. Er uheldet ude er det vigtigt, at man hurtigst muligt finder frem til en anden telefon og får ringet til sit teleselskab.
Samtidig er det en god idé at sørge for, at feriebillederne ikke kun ligger på mobiltelefonen - og at man har sine telefonkontakter mere end ét sted.
Kilde: Lov om Betalingstjenester.
/ritzau/