Kom igen!

Det vil være synd at påstå, at den danske håndværkeruddannelse med vekselvirkning mellem skoler og virksomheder ligefrem har været præget af moderne pædagogik. Og det kan meget dårligt være anderledes, når der ikke stilles krav om pædagogisk indsigt endsige efteruddannelse til de mestre, der påtager sig lærlingeforpligtelsen.

Men sådan må det så også være. Det er gået ganske godt gennem mange år, fordi mange håndværkermestre på den ene eller anden måde har forstået at løfte opgaven, pædagogik eller ej, og det vil være en farlig vej at bevæge sig ud på, hvis man forsøger at stille øgede krav til de virksomheder, der fortsat yder en uddannelsesindsats.

Ikke dermed at forstå, at det skal være muligt for en mester at behandle lærlinge efter eget forgodtbefindende, men der må også kunne stilles krav til de unge, der kommer ud på virksomhederne, om både faglige og sociale færdigheder.

Der er desværre flere eksempler på, at mestre har betragtet lærlinge som intet andet en billig arbejdskraft, som de endda de senere år har givet et vist afkast i form af store økonomiske tilskud. Når disse mestre så samtidig optræder (u)menneskeligt på en måde, at man kun kan have hovedrysten til overs, så siger det sig selv, at de ikke bør have mulighed for fremover, eller i det mindste efter en vis karantæneperiode, at være uddannelsesplads.

På den anden side nytter det heller ikke, hvis de unge optræder som sarte mimoser, der ikke kan tåle "skurvognsretorikken". Der har traditionelt været et vist frisprog blandt håndværkere, og lærlingene har været nederst i hierakiet. Det er ikke lige sådan at lave om på.

Og så er vi i øvrigt ved de sociale og faglige kompetencer hos lærlingene. Når en mester tager elever i praktik, sker det i en vis forventning om, at de både fagligt og socialt kan begå sig. At de møder til tiden, respekterer at en ordre er en ordre og ikke et oplæg til rundbordsdiskussion og ikke mindst har de nødvendige faglige forudsætninger for at kunne lære det, der nu engang læres bedst ude på byggepladsen.

Alt for mange unge har i folkeskolen og hjemme hos forældrene levet en overbeskyttet tilværelse, hvor der ikke i tilstrækkelig grad er stillet udfordringer og krav med deraf følgende konsekvenser, hvis kravene ikke indfries. Det er disse unge, der ofte knækker halsen på en erhvervsuddannelse og falder ud af systemet.

De har først og fremmest brug for at få bygget den selvtillid op, de aldrig fik oparbejdet i barndommen, fordi de blev skånet for modgang og dermed ikke har lært at "komme igen", sådan som de fleste unge heldigvis lærer det på idrætspladserne.