Kvart milliard til Københavns cyklister
Politikerne på Københavns Rådhus har fundet ekstra 100 mio. kroner til at gøre København en mere sikker cykelby
Den ekstraordinært store indsats er et resultat af, at cyklisterne fik næsten 100 mio. kroner, da et flertal i Borgerrepræsentationen forleden fordelte overskuddet fra 2012. Pengene skal lægges oven i de omkring 150 mio. kroner, der allerede var afsat på 2013-budgettet.
- Når københavnerne vælger cyklen frem for bilen, får vi færre problemer med trængsel på vejene, luftforurening og støj. Hvis det bliver nemmere, hurtigere og mere trygt for endnu flere københavnere at komme gennem byen på cykel, kan vi få endnu flere til at stille bilen. Det vil være en fordel for alle københavnere. Jeg er gået efter projekter, der har været et stort lokal ønske om, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
I de netop afsluttede forhandlinger sikrede SF penge til en række nye cykelprojekter og færdiggørelsen af andre igangværende projekter. Dermed når cykelinvesteringerne op på et historisk højt niveau, som skal være med til at sikre, at Københavns Kommune når sit ambitiøse mål om, at halvdelen af turene til arbejde og uddannelse i byen skal være på cykel. Flere af projekterne indeholder også markante forbedringer for fodgængerne.
55.000 flere på cykel
I 2010 var andelen af ture til og fra arbejde og uddannelse på cykel 35 procent. Hvis målet på 50 procent skal nås, kræver det, at yderligere 55.000 begynder at cykle. Det mål når man imidlertid ikke i 2015, som man først havde besluttet. Det skyldes, mener Ayfer Baykal, at trængselsringen ikke blev til noget.
Hun mener derfor, at der er brug for en investeringsstrategi, der skal vise, hvordan kommunen kan nå målet med 50 procent cyklister senest i 2015. En foreløbig vurdering viser, at det vil kræve investeringer på op mod to mia. kroner.
- Vi skal forsat investere massivt i bedre cykelforhold. Der kommer 1.000 flere københavnere til hver måned. Hvis vi nu og i fremtiden skal kunne bevæge os rundt i byen nemt og hurtigt, så er cyklen et af de allerbedste transportmidler, siger Ayfer Baykal.
De ekstra 100 mio. kroner gør det muligt at indfri en række lokale ønsker på blandt andet Nørrebro og i Valby.
Således anvendes der alene 20 mio. kroner til en ny cykel- og gangforbindelse under jernbanen mellem Nørrebro og Bispebjerg Station, som gør det muligt at komme både nemmere og mere trygt frem og tilbage mellem Nørrebro og Nordvestkvarteret.
Desuden bruges der knap otte mio. kroner til at gøre Rantzausgade til en mere tryg cykelvej, ligesom der anvendes otte mio. kroner i Valby, hvor den grønne cykelrute langs jernbanen, den såkaldte Carlsberg-rute, skal sikre en god cykelforbindelse til Vesterbro.
Der er blandt andet også fundet penge til at kunne afslutte arbejdet på Istedgade, hvor målet er en generel forbedring af gaderummet, så man på den ene side fortsat har et aktivt handelsliv og på den anden også plads til både cykler og busser.