Indflydelse er gået gennem lobbyarbejde
En tilfreds formand for Brancheforeningen Sikre Veje kan se tilbage på et år, hvor der er kommet øget fokus på trafiksikkerhed
Det mener formanden for Brancheforeningen Sikre Veje, Michael Stisen, der samtidig kan konstatere at det er lykkedes at få samlet branchen inden for produktion og salg af blandt andet vejskilte, vejmarkering og autoværn i en samlet forening.
- Der er kommet mere automatisk fartkontrol på de danske veje. Det er til gavn for færdselssikkerheden generelt og for vores kolleger på vejen i særdeleshed. Jeg er glad for, at vi har fået samlet branchen i én forening, der kan tale vores fælles sag, for der er mange ting, det er svært at komme igennem med, når man som virksomhed står alene. Og vi oplever, at vi har indflydelse og får ændret på virksomhedernes rammebetingelser, så der bliver lidt lettere at drive virksomhed inden for sikkerhed og vejservice, siger Michael Stisen.
Bredt trafikforlig
Sidste efterår gennemførte Brancheforeningen Sikre Veje en undersøgelse af sammenhængen mellem veje og beskæftigelse, og fik slået fast, at der er mange, gode, danske arbejdspladser i vedligeholdelse.
Den undersøgelse var ifølge foreningen med til at sikre, at der nu er kommet et bredt trafikforlig på 10 mia. kroner til veje og vedligeholdelse.
- Her i starten af året havde vi så inviteret Benny Engelbrecht (S) på virksomhedsbesøg i det sønderjyske. Målet var at vise ham, som formand for Folketingets Transportudvalg, hvad vejsikkerhed og vejservice betyder i praksis. Han besøgte Milewide, hvor også Dansk Autoværn var repræsenteret, Lemminkäinen og Arkil. Benny Engelbrecht blev under turen mere opmærksom på, hvor stort behovet er for en langsigtet planlægning. At det forventede aktivitetsniveau i for eksempel. 2016 betyder noget for investeringerne og beskæftigelsen allerede i år. Og at det er rationelt at tænke danske veje under et - altså at tænke de store og strategiske kommuneveje sammen med statens veje. En ting, som der faktisk er taget hul på i det nye forlig, idet der er en pulje øremærket til kommunale tilslutningsprojekter til motorvejene, siger Michael Stisen.
Illustrative eksempler
Benny Engelbrecht fik blandt andet en række illustrative eksempler på, hvad sikkerhed betyder, hvordan man arbejder med den, og hvor behovet er størst.
- Endelig var han positiv overfor det konsensusnotat, som vi har udarbejdet om sikkerhed, og som nu er med til at danne baggrund for de beslutninger om sikkerhed på vejen ikke mindst for vores medarbejdere, som Folketingets partier netop nu er ved at lægge sidste hånd på. Og her på det seneste har vi afgivet høringssvar på Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan. Et medlem, Danintra, af Sikre Veje gjorde opmærksom på, at kommissionen som et problem nævner træer og master i vejkanten, der skal bag autoværn. Her fik vi så med i høringssvaret, at der findes eftergivelige master med samme effekt og som kan reducere eller helt fjerne personskader ved påkørsler, slutter Michael Stisen.