Kom så i gang!
Ikke mindst BoligJobordningen sidder som en prop i aktivitetsniveauet i byggesektoren, hvor ingen boligejer ved sine fulde fem sætter forbedringer eller vedligeholdelse af boligen i gang, før BoligJobordningen træder i kraft. Og det er ikke første gang, at politisk nøleri rammer byggesektoren.
Derfor er der brug for afklaring, en afklaring der omfatter de partier, som i øjeblikket deltager i forhandlingerne om vækstplanen. Det må være muligt at sende et klart og utvetydigt signal fra forhandlingerne om, at en BoligJobordning til et vist beløb under alle omstændigheder føres ud i livet. Og det er i den forbindelse vigtigt, at det er et bindende tilsagn.
Inden sidste valg havde Socialdemokraterne lovet enten at videreføre BoligJobordningen eller udskifte den med en aktivitetsmæssigt tilsvarende ordning rettet mod energibesparende initiativer. Også det løfte blev svigtet.
Venstre har i øjeblikket taget ikke mindst de små og mellemstore virksomheder som gidsler i deres politiske spil i kampen om magten. Men det må være muligt for politikere, selv om de næsten ikke kan vente på at gafle ministerbilerne til sig, at de erkender deres ansvar for, at der igen kommer gang i hjulene i en sektor, de selv har været med til at sende ud i en voldsom krise.
Venstre har en meget stor del af ansvaret for, at Danmark dag efter dag øger underskuddet på statsfinanserne. Det lykkedes partiet med Anders Fogh Rasmussen som leder at øge de årlige offentlige udgifter med 80 mia. realkroner. Havde Venstre udvist bare en smule mådehold i stedet for at "købe" nøglerne til ministerbilerne med øgede offentlige udgifter, havde Danmark i dag stået i en langt gunstigere situation.
Nu er skaden sket, og så bør Venstre også tage ansvar for at hjælpe regeringen med at løse opgaven. Det skylder de dansk erhvervsliv det skylder de danskerne.