23948sdkhjf

Klagenævn stopper bygge-kontrakt

Historisk hård afgørelse fra udbuds-klagenævn, der stopper et eksisterende projektsamarbejde og samtidig uddeler en stor bøde til bygherre
Den 3. januar 2012 vil være en historisk dag inden for udbudsret inden for byggeri.

Det var den dag, hvor Klagenævnet for udbud offentliggjorde en kendelse, der for første gang annullerede en eksisterende kontrakt mellem en offentlig bygherre og en byggevirksomhed.

Og det er også første gang, at bygherren blev tildelt en stor bøde.

Kendelsen vil ifølge en af dommerne i klagenævnet, adm. direktør i Kuben, Knud Erik Busk, have en stor principiel effekt på hele den frie konkurrence i forbindelse med offentlige udbud. Han ønsker kun at kommentere sagen principielt.

- Det er en først gang, at nævnet på den måde bruger de nye muligheder, der er for sanktioner. Og det er en meget alvorlig og vigtig afgørelse, da den afbryder en kontrakt mellem en virksomhed, og den offentlige udbyder, da de ikke har levet op til reglerne inden for udbudsret. Samtidig er det første gang, at vi uddeler en kontant bøde for overtrædelser af reglerne, siger Knud Erik Busk til Licitationen.

Danske Ark reagerer

Den konkrete sag handler om en stor byggeopgave på Thisted Gymnasium og HF-Kurser, som skulle have en ny aula.

Institutionen hyrede arkitektfirmaet Friis & Moltke A/S til opgaven uden at have sendt opgaven i udbud.

Arbejdsgiverorganisation Danske Ark blev involveret i sagen, og den klagede sidste sommer over, at opgaven ikke var sendt i udbud.

Efter et halvt års behandling er Klagenævnet for udbud så nået frem til en afgørelse.

Og kendelsen giver uden forbehold Dansk Ark medhold. Det er en meget entydig afgørelse, der konkluderer, at ordregiveren Thisted Gymnasium og HF-Kurser havde handlet ulovligt, men som noget helt nyt brugte Klagenævnet nogle nye sanktionsmuligheder, der vil have både store økonomiske og juridiske konsekvenser blandt andet mellem ordregiver og arkitektvirksomheden.

Håndhævelseslov

De nye hårde sanktioner er blevet mulige med den nye såkaldte Håndhævelseslov, der trådte i kraft 1. juli 2010.

- Vi har behandlet lignende sager før. Men det, der er anderledes nu er, at vi har hårdere sanktionsmuligheder, og jeg forventer, at det kan medvirke til en bedre og mere fair konkurrence inde for byggeri, siger Knud Erik Busk.

Klagenævnet kan endvidere bruge fogeden til at føre afgørelse om blandt andet kontraktannullering ud i praksis. Bøden til gymnasiet var på 80.000 kroner.

Tilfredshed

Hos Danske Arkitektvirksomheder, der satte sagen i gang og klagede til Klagenævnet for udbud, er direktør Christian Lerche tilfreds med kendelsen. - Det er jo ikke ligefrem behageligt at klage over noget, der involverer en af vores egne medlemsvirksomheder. Men i en sag som denne er der ikke nogen vej uden om. Her er tale om svigt fra udbydernes side, der hindrer den fri konkurrence, og det må ikke ske igen. Og vi håber, at kendelsen vil gøre en gentagelse sværere, siger Christian Lerche.

Han mener, at dommen er principiel på mange niveauer.

Sagen er både relevant for specifikt arkitektvirksomheder, men også for byggebranchen generelt.

Kendelsen slår fast, at der også skal være et frit udbud i forbindelse med værker af særlig arkitektonisk kvalitet, hvilket er en stor principiel afgørelse for arkitekter.

Men Christian Lerche mener også, at dommen er vigtig for hele byggeriet, da det handler om at følge de gældende udbudsregler, da de skal sikre den fri konkurrence.

- Udbudsreglerne kan opleves bureaukratiske, men de har også til formål at offentlige opgaver fordeles på en fair måde. Og det kan den her afgørelse være med til at sikre, siger direktøren i Danske Ark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083